Fra Fyn og Jylland strømmede folk til, da Skolebogmessen 2011 onsdag den 6. april inviterede på to dage i læremidlernes tegn.
Allerede da dørene åbnede kl. 9 på messens første dag, var der godt fyldt op ved indgangen til DGI-huset i Aarhus til Danmarks største salgsmesse for læremidler.
Her klippede Peter Bastian messen åben med en hyldest til bogen som medie.
- Bøger fylder i mit liv. Og bøger kan noget vigtigt i modsætning til moderne medier. De kan fastholde i længere tid, pointerede Peter Bastian og fremhævede værdien af fordybelse i en tid, hvor multitaskning og fragmentering er normen.
Både bøger, konkrete materialer og digitale læremidler
Side om side med et hav af bøger fylder de konkrete materialer, de moderne medier og digitale læremidler dog også godt op på de mere end 80 stande med læremidler. Interaktive tavler og it-baserede læremidler er netop noget af det, der tiltrækker opmærksomhed i selve udstillingsdelen af messen, hvor man i følge projektleder for Skolebogmessen Carsten E Jensen får et godt indblik i og overblik over, hvad der foregår på læremiddelmarkedet netop nu.
- Udviklingen er hurtig, og der er en enorm diversitet med både de klassiske og de elektroniske læremidler – lige fra interaktive boards, mobiltelefoner, iPads og til de mange nye it-baserede muligheder, som er oplagte at bruge i undervisningen, siger Carsten E Jensen.
Unik blanding af inputs, indkøb, teammøder og foredrag
Skolebogmessen 2011 er med de mange stande og mere end 50 foredrag den til dato største af sin slags. Og kombinationen af både at kunne hente pædagogiske og faglige inputs og kunne orientere sig på læremiddelmarkedet er det, der gør messeoplevelsen unik.
Det mener i al fald lærer Bitten Stephansen og skolepædagog Lissi Christensen fra Herskind Skole, som sammen havde sat en dag af til messebesøget. De startede dagen med at benytte tilbudet om at holde fagmøde på messen med en pædagogisk konsulent og holdt således møde med Linda Kolling fra CFU i en times tid, inden de bevægede sig ud blandt udstillerne.
- Det er rigtigt godt at være her. Vi har fået meget med hjem - både på enkeltniveau, på materialeniveau og helt overordnet på et niveau omkring strukturering af undervisningen, fortæller Bitten Stephansen tilfreds.
Etableret messe med vokseværk
Det er 6. gang, at CFU'erne i Danmark sammen med Alinea, Gyldendal Uddannelse og brancheforeningerne BFU og SFU afholder Skolebogmesse i Roskilde og Aarhus. Og arrangementet vokser år for år. I Roskilde var der således 2700 besøgende på årets messe, mens Aarhusmessen i år trak mere end 3000 skoleinteresserede mennesker til...