Mød færdiguddannede
Uddannelserne på Campus Horsens åbner mange forskellige jobmuligheder i offentlige og private virksomheder.
Mød studerende, som har valgt forskellige veje efter at have taget en uddannelse på Campus Horsens:
Thomas Iversen, maskiningeniør, Brimas
Thomas Iversen blev færdig som maskiningeniør i 2004 på VIA University College. I dag sidder han som Adm. Direktør på smed- og maskinfabrikken Brimas.
"I kraft af min stilling som Adm. Direktør strækker mine arbejdsopgaverne sig lige fra de strategiske til de mere driftsøkonomiske. Det vil sige, at jeg er med til at bestemme og tegne linjerne for i hvilken retning virksomheden skal udvikle sig - og så er jeg også med til at stifte andre selskaber. Mine arbejdsopgaver og dermed min arbejdsdag er utrolig varierende, hvilket gør, at der sjældent er to dage, der er ens. Den ene dag kan bestå af virksomhedsbesøg, medarbejdersamtaler, servicering af vores egen bestyrelse og møder, mens jeg den næste dag foretager statistikker på medarbejderperformance.
I forbindelse med mit studie på maskiningeniør på VIA University College i Horsens lærte jeg at tilegne mig ny viden og dernæst at behandle og formidlet denne på den rigtige måde. Jeg lærte evnen til at sætte mig ind i nye ting og forskellige fagområder – aspekter, som jeg finder utrolig vigtige i forhold til mit arbejde i dag, siger Thomas".
Jens Jessen Hansen, Diplomuddannelsen i Projektledelse, Pamoja
Jens Jessen Hansen er ingeniør og har sit eget firma Pamoja, der rådgiver små og mellemstore firmaer i udviklingsopgaver indenfor maskinbranchen.
”Jeg har gennem Diplomuddannelsen i Projektledelse fået meget stor indsigt i projekt- og virksomhedsprocesser – ja, jeg overdriver ikke, når jeg siger, at det er på grund af denne uddannelse, at jeg er gået hen og blevet selvstændig. Det har virkelig været et fantastisk læringsmiljø, vi har været i. Allerede tidligt i uddannelsen gav jeg mig i kast med selv at undervise i grundlæggende projektledelse. Jeg føler virkelig, der er blevet fyldt viden på igennem uddannelsesforløbet.”
Anders Bo Salling, bygningsingeniør, Hoffmann
Anders Bo Salling dimitterede i 1999 som bygningsingeniør på anlægslinjen på VIA UC. I dag sidder han som projektchef hos Hoffmann og har gjort det siden han blev færdiguddannet.
"Jeg bruger min uddannelse dagligt" fortæller Anders. "Meget af det er ubevidst, men der er selvfølgelig også den teoretiske viden, som jeg har tilegnet mig i løbet af mit studie. Mit arbejde i dag hos Hoffmann relaterer sig særligt til de anlægsmæssige fag jeg havde under min uddannelse - såsom anlægsteknik, geoteknik og selvfølgelig også økonomifagene. Overordnet set sidder jeg med ledelse af større byggerier som bygherre med ansvar for økonomi og budgetter, kontraktforhold, projektering. Her er jeg med til at udvikle projekter i samarbejde med vores andre samarbejdspartnere. Et eksempel på en typisk arbejdsopgave kan være, at jeg har en kunde, der har et projekt, der endnu ikke er færdigtegnet. Gennem dialog og samarbejde med bygherren og øvrige samarbejdspartnere hjælper jeg kunden med at forme projektet".
Ulla Konnerup, Global Business Engineer (eksportingeniør), Atkins Danmark A7S
Ulla Konnerup blev færdiguddannet i 1993 som eksportingeniør på VIA University College og sidder i dag som afdelingsleder hos Atkins Danmark A7S i deres Vej og Anlægsafdeling. Ulla har tidligere haft posten som afdelingsleder for virksomhedens Anlæg- og Konstruktionsafdeling.
"Jeg kom til Atkins i 2004 efter at have arbejdet 10 år hos entreprenørvirksomheden Per Aarsleff A/S. Her sad jeg som Business Development Manager med fokus på markeds- og forretningsudvikling af infrastrukturprojekter i Østeuropa, Sydamerika og Fjernøsten.
"Ledelse og projektgennemførelse samt ressourcesætning af projektteams med de rette kompetencer er nogle af de faglige udfordringer som min uddannelsen har givet mig værktøjer til. Særligt den faglige og tekniske forståelse for anlægsfagene har været en uundværlig viden i mit daglige arbejde" siger Ulla Konerup. "Min arbejdsdag varierer meget. Nogle dage er der stort fokus på strategiarbejde i forbindelse med udviklingen af Vej og Anlægsafdelingen. Derudover sidder jeg også som projektansvarlig for en række projekter, hvor jeg holder statusmøder med projektlederne om fremdrift, teknisk løsning, ressourcesætning og målopfyldelse. Jeg har desuden selv projektledelsen på projektering af et vejprojekt, hvor det er planlægnings og projektteamet som er i fokus. Andre dage skal der fokuseres på prækvalifikationer og tilbudsgivning til vej og anlægsopgaver, som i det store hele også forløber som gennemførelse af et projekt med delbidrag, organisering, tidsplanlægning og finansielle budgetter. Andre dage igen sidder jeg med fokus på at få etableret samarbejde med andre virksomheder (arkitekter, geoteknikere, entreprenører, andre rådgivere mfl.) til løsning af fælles opgaver. Dertil kommer personaleledelsen af medarbejderne i min afdeling".
Mads Kolby, Global Business Engineer (eksportingeniør), Vestas
Mads Kolby er uddannet eksportingeniør fra VIA i 2002 og arbejder i dag hos Vestas.
"Under mit studie på VIA var jeg i praktik hos Vestas i USA, og det var med til at åbne døren for mig" fortæller Mads Kolby. I dag arbejder han på ledelsesniveau i den tekniske afdeling hos Vestas med ansvar for en større gruppemedarbejdere, samt det tekniske indhold i Vestas vindmøllekontrakter.
"Jeg har stor kundekontakt i min hverdag. Der er mange eksterne stakeholderes som skal plejes, og her kommer den kulturelle forståelse og balast, som jeg har fået med fra studiet, mig virkelig til gavn! Det er utroligt vigtigt i en virksomhed som Vestas, der er så multikulturel".
"Jeg oplever min uddannelse som meget bred, hvor man hurtig lærer at tilegne sig nogle egenskaber. Først og fremmest lærer man at tale det tekniske sprog og ikke mindst at forstå det kommercielle aspekt, hvilket jeg oplever som rigtig vigtigt i min hverdag. Det er bare en fantastisk uddannelse og længere er den ikke!" siger Mads med et smil "Jeg arbejder faktisk også sammen med en pige, jeg læste med i Horsens. Vi er rigtig mange i Vestas fordelt rundt omkring i afdelingerne, der er uddannet eksportingeniører og det viser jo bare, at det er en uddannelse med mange muligheder"
Peter Bank Nielsen, Engineering Business Administration (EBA), Grundfos, Production IT Delivery
Peter Bank Nielsen er uddannet ingeniør med retning indenfor stærkstrøm. Mens han gik på diplomuddannelsen Engineering Business Administration (EBA) gik han fra at være teamleder til i dag at være afdelingsleder i Grundfos’ Production IT Delivery. Peter har således oplevet, hvordan en EBA har bragt ham skridtet videre personligt såvel som fagligt.
”Meget i min EBA har været unikt og godt, og med al den teori, jeg har fået ind under huden gennem uddannelsesforløbet, er jeg kommet spadestikket dybere. Jeg har oplevet en direkte kobling mellem daglig praksis og teori. Min faglige dybde har helt sikkert fået en ekstra dimension.”
Ann Rasmussen, Global Business Engineer, Danfoss
Jeg er i gang med at undervise 600 mand i vores serviceorganisation i lean og problemløsningsansvar og -teknikker. Målet er, at vi skal blive de bedste til at yde service ved at skære spild væk og på den måde optimere værdien for vores kunder. Det er ekstremt spændende, og man kan bruge det i alle sammenhænge.
I arbejdet med undervisningen bruger jeg det, jeg har lært om projektstyring og formidling af værktøjer og informationer. Som eksportingeniør skal du kunne se sammenhænge mellem fagområder og processer, og det er netop det, der er min opgave nu.
Jane Mejlby Buhl-Olsen, bygningsingeniør, COWI A/S
Som bygningsingeniør har du mulighed for at sætte aftryk på dine omgivelser, og netop derfor valgte jeg uddannelsen. Hos COWI arbejder jeg med projektering af veje. Konkret går mit arbejde ud på at finde ud af, hvordan nye veje skal forløbe, eller hvordan eksisterende veje kan forbedres. Jobbet som rådgivende ingeniør er fleksibelt, og jeg kan i princippet arbejde om natten, hvis det er det, jeg vil. For mig er det et stort plus, for det giver mig mulighed for at kombinere arbejdsliv med familieliv.
Azra Pervan, Global Business Engineer, Sales & Proposals
Efter at have afsluttet matematisk gymnasium, besluttede jeg mig for uddannelsen til Global Business Engineer, fordi det lød som noget med gode fremtidsmuligheder i. Jeg blev hurtigt begejstret for kombinationen af naturvidenskab og teknik med sprog, økonomi og international markedsføring. Lige netop denne kombination var med til, at jeg som nyuddannet havde masser af muligheder for job.
Som Proposal Manager in Sales & Proposals hos Siemens Wind Power er jeg en del af et team, der sælger store vindmølleparker til det amerikanske marked. Jeg deltager i hele forløbet, fra kundens forespørgsel til den endelige underskrift af kontrakten. Denne proces kan tage op til flere år, alt afhængig af kompleksiteten. I mit daglige arbejde er jeg bindeleddet mellem de forskellige afdelinger i Siemens og kunderne.
Thomas Bremer, ICT Engineer, DSE A/S
Interessen for elektronik stammer fra mit tidligere job som automekaniker, hvor man arbejder en del med elektronikken i bilerne, og det gav mig lyst til at prøve mere.
Som ICT Engineer arbejder jeg i dag for DSE A/S i Horsens, og det er et arbejde, hvor ikke to dage er ens. Jeg arbejder med udvikling af drivere og programmer til lufthavnskontrol. Det indebærer, at jeg kommer steder, kun ganske få andre kommer.
Brian Hulgreen Olsen, maskiningeniør, Bilwinco
Jeg er lidt af en opfindertype, og derfor er maskiningeniørfaget det helt rigtige for mig. Jeg arbejder for Bilwinco, som laver multivægte til afvejning af alt fra fødevarer til søm og skruer, og her er dagene aldrig ens. Der skal hele tiden findes en ny løsning. Jeg har i dag en funktion som projektleder, hvor jeg styrer projekter, laver tidsplaner og styrer økonomien og ressourcerne i mit eget team.
Som projektleder er dagen lidt et kaos, men det kan jeg godt lide, og da projektstyring er noget af det, jeg har lært på studiet, er jeg godt klædt på opgaven.