Velkommen på Læreruddannelsen i Silkeborg
Som uddannelsesleder på Læreruddannelsen i Silkeborg er det mig en fornøjelse at byde dig rigtig hjertelig velkommen. Det er en stor og modig beslutning at vælge lærerprofessionen som dit fremtidsvalg, og jeg er glad for, at du har valgt Læreruddannelsen i Silkeborg som det sted, hvor du vil gennemføre din uddannelse til professionsbachelor som lærer.
Læreruddannelsen er en af de mest omdiskuterede uddannelser i medierne, og vi kan sige med sikkerhed, at der også i din studietid vil blive sat fokus på netop denne uddannelse, dens indhold og dens retning. På Læreruddannelsen i Silkeborg vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at du får den bedst mulige uddannelse.
Vi tilbyder et stort antal undervisningstimer i de enkelte fag og vi vægter den personlige kontakt højt. Vores største ambition er at uddanne dig til at blive ”ekspert i undervisning”, så du som professionel lærer kommer ud i skolen med det bedste fundament for at leve op til tidens krav fra eleverne, deres forældre og det omgivende samfund. Til gengæld stiller vi også krav til dig om at yde dit bedste for at være en aktiv del af fællesskabet med dine holdninger og din medvirken i såvel det faglige som det studiesociale miljø.
Vi er en af landets største og mest velrenommerede læreruddannelsesinstitutioner med ca. 800 studerende på den ordinære læreruddannelse og ca. 75 studerende på meritlæreruddannelsen. Campus Silkeborg huser også sygeplejerskeuddannelsen med dens ca. 350 studerende.
Læreruddannelsen i Silkeborg er en del af Professionshøjskolen VIA University College. I VIA samarbejder vi med de øvrige læreruddannelser og med professionshøjskolens andre pædagogiske uddannelser. Velkommen til nogle fantastiske år på Læreruddannelsen i Silkeborg!
Britta Riishede
Uddannelsesleder