I praktik ved verdens ende 

Jordskælv, vulkaner og øde, forblæste tundralandskaber var rammerne, da Benedikte tog i tre måneders praktik 

Som lærerstuderende ved VIA University College er der mulighed for at tage noget af praktikken i udlandet. Det valg tog Benedikte Keogh, men valgte samtidig et praktiksted på et af verdens mest isolerede steder. Med børnene Daniel på otte år og tvillingerne Fergal og Alannah på seks år forlod hun Læreruddannelsen i Silkeborg, og rejste helt om på den anden side af jorden til øgruppen Aleuterne i Alaska. 

”Det var meget befriende at bo så langt væk fra en hektisk hverdag. Her var der ikke meget at købe, der var ingen radio, tv eller natteliv. Til gengæld var der den flotteste natur, man kan forestille sig. Bølgende landskaber, utallige ferskvandssøer, klippefyldte kyster og imponerende snedækkede vulkaner,” siger Benedikte. 

Skole på en anden måde

De 100 indbyggere der er, udgør ikke det store skolegrundlag, så Benediktes tre børn forøgede ekstraordinært skolens elevantal til 16. 

”Eleverne arbejdede på tværs af alderstrin. Der blev også taget hensyn til det niveau de var på, og til det arbejdstempo der passede dem. Det er det vi i læreruddannelsen kalder for undervisningsdifferentiering - det har jeg nu virkelig fået erfaring i!” 

Benedikte fik lov til at undervise lige så meget som hun ville. Derfor blev de fleste uger til 30 timers undervisning plus forberedelse, meget mere end i en tilsvarende dansk praktik. 

Benedikte erfarede at Aleutian Regional School District driver strengere klasserumsledelse, og at eleverne tillagde læreren større autoritet. Om det var autoriteten, rammerne, kulturen, eller det var den intime klassestørrelse, så var det i hvert fald nemmere at få elevernes opmærksomhed i Adak, end på praktikskolerne hjemme i Silkeborg.  

”Jeg syntes at det var dejligt at være lærer på Aleuterne. Børnene var meget søde og villige til at lære. De viste en stor åbenhed og interesse i at møde folk fra hele kloden.”  

Skolen ved verdens ende

Et lille seksmands fly bragte den lille familie til den sidste praktik skole i landsbyen Nikolski på øen Umnak. Skolen havde seks elever og det lille samfund rummede kun 30 indbyggere. Her kunne Benedikte høre Aleuternes oprindelige sprog praktiseret af landsbyens ældste. 

”Skolen var et hyggeligt lille træhus med en flot udsigt over Bering Havet. Udover skolen og nogle få huse, var der en smuk ortodoks kirke bygget af træ, et minde fra dengang øerne var under indflydelse af Rusland.”  

Et andet perspektiv på livet

Benedikte vil aldrig glemme naturen og den venlige og gæstfrie befolkning.  

”Folk gav os laks, som kom direkte fra havet, og som var så friske og lækre, at jeg fik lyst til at spise fisken rå. Jeg kunne mærke, hvordan hele min indstilling til livet ændrede sig. Vejret styrer alt liv på øerne. Her lærte jeg at slappe af og tage tingene, som de kommer,” slutter Benedikte.