Plads til fordybelse
Thue Fast Jensen er uddannet fra Læreruddannelsen i Silkeborg, VIA University College. Han har undervist i en 10. klasse, men valgte at forfølge sin interesse for pædagogik og læring, og tog en videregående uddannelse i pædagogisk sociologi. I dag er han ansat som udviklingskonsulent i skolevæsenet.
”Det var frygteligt at forlade den klasse, jeg lige havde startet op, men jeg har ikke fortrudt, at jeg valgte en videreuddannelse,” siger Thue Fast Jensen, udviklingskonsulent inden for specialområdet i Horsens Kommune. Thue er uddannet på Læreruddannelsen i Silkeborg, men valgte at tage en kandidatgrad, så han kan fordybe sig i sin store interesse – elevers læring og udviklingen af lærerens rolle i skolen.
”Allerede mens jeg studerende, vidste jeg, at ville videreuddanne mig. Jeg er nysgerrig og vil gerne være med til at præge skoleområdet i Danmark. Det kan man også som lærer, men jeg vil gerne være med til at trække i trådene bag kulisserne, og præge uddannelsessystemet, siger Thue.
Bag kulisserne
Jobbet som udviklingskonsulent er fjernt fra det egentlige arbejde med eleverne. Men for Thue er det vejen til mere indflydelse på skolens udvikling. Han ved godt, at mange lærere vil undre sig over, at han har valgt en retning inden for skolelivet, som er så langt væk fra børnene.
”Det, der driver de fleste lærere, er netop at være i kontakt med børnene. Det var også det, der fik mig til at tage en læreruddannelse. Men hvis jeg skal være med til at ændre uhensigtsmæssige forhold i skolen og den pædagogiske praksis, så er det ad denne vej,” siger Thue, der er særligt fokuseret på specialområdet.
I følge ham er det specialpædagogiske område i rivende udvikling. Specialundervisningen er for dyr og udgifterne stiger. Derfor er Thue med til at kortlægge specialundervisningen i kommunen, og efterfølgende med til at udvikle området. Det er både med fokus på økonomi og pædagog-fagligt indhold.
”Jeg forsøger at holde et fokus, hvor udgifterne ikke bliver himmelråbende høje. Samtidig med at det pædagogiske fokus fastholdes, så de elever, der ikke passer ind i de fastlagte rammer, får den bedste læring som muligt,” siger Thue.
Fokus på lærerens rolle
På læreruddannelsen var det særligt de pædagogiske og didaktiske fag, der havde Thues interesse. Teorier om, hvorfor mennesker gør som de gør, og hvordan elever lærer forskelligt. Han kunne godt lide at fordybe sig i de bagvedliggende teorier og undrede sig over, hvordan det kan være, at noget virker på nogen og ikke på andre.
”Jeg vil gerne rokke ved undervisningen, så den giver plads til alle. Såvel de stærke som de mere svage elever. Der er ingen tvivl om, at læreren er den vigtigste faktor for, at eleven kan lære noget, derfor er det også vigtigt, at læreren hele tiden forholder sig til sin undervisning og ikke gror fast i gamle mønstre,” siger Thue, der er glad for, at han nåede at undervise i 10. klasse, inden han gjorde sin videreuddannelse færdig.
”Jeg valgte at bruge et ekstra år på min kandidatgrad, så jeg i dag har noget erfaring med den undervisningsverden, jeg er med til at udvikle,” siger Thue.