Lærer uddannelsen i Silkeborg
Uddannelsen Studievejledning Job & karriere Praktik Optagelse Fag Økonomi og SU

Praktik på færøsk

”Færingerne tager tingene, som de kommer, og det passer meget godt med den måde, jeg er på.” Sådan fortæller Søren Gimm Damgaard. Han valgte i sin 2. praktik at udskifte de trygge rammer på VIA University College Læreruddannelsen i Silkeborg med et ophold blandt de gæstfrie øboere og den færøske ”vi når det nok”-mentalitet.

Inden praktikopholdet blev en realitet, var det meningen, at Søren skulle af sted i udenlandspraktik med en veninde. Men hun sprang fra, og så måtte han stå på egne ben.

”Jeg valgte selv at opsøge en skole på Færøerne om en mulig praktikperiode, og da de takkede ja, blev jeg meget glad,” forklarer Søren.

Han fik sit praktikønske indfriet på Kollafjord Skole, en almindelig folkeskole lige uden for Torshavn. Han underviste en 5. og 6. klasse i henholdsvis dansk og engelsk og begge klasser i idræt og få timers musik.

 ”Jeg fik frie hænder til at tilrettelægge undervisningen og styrede den 100 %. Det var en stor udfordring, men samtidig var det også det, der gjorde, at jeg lærte en masse,” siger Søren.

Oplevelsesrigt ophold

Mens Søren blev udfordret på det faglige og menneskelige plan, så oplevede han også andre sider af den færøske kultur i løbet af sit 6 ugers ophold. Især færingernes gæstfrihed og venlighed husker han tilbage på med stor glæde.

”Jeg var nærmest fra starten af en naturlig del af lokalsamfundet i Kollafjord. Både min værtsfamilie og lærerne på praktikskolen gjorde, hvad de kunne, for at jeg kunne blive en del af hverdagen,” kommer det fra Søren, der var med rundt og besøge mange forskellige mennesker i deres private hjem. 

Han nåede også at få et indblik i den færøske måde at fejre nytår på, der viste et meget socialt samfund. Han fortæller

”Nytårsaftensdag spiser de først med familien, og derefter besøger de hinanden allerede fra middagstid. Senere et der så fakkeloptog gennem byen, som sluttes af med et kæmpe bål, hvor folk står rundt om og synger traditionelle færøske folke- og nationalsange. Sange de har et stærkt tilhørsforhold til. Det minder egentlig meget om Sankt Hans.”

Søren var i det hele taget meget aktiv under sit ophold, hvor han støttede det lokale håndboldhold og deltog i undervisning i traditionel færøsk folkedans og -sang. Han vil bestemt anbefale andre lærerstuderende at tage til Færøerne

”Jeg har oplevet utrolig meget uden for skolens rammer, og samtidig har jeg fået lov til at arbejde selvstændigt i praktikken. Så jeg synes helt klart, at det har været det hele værd og meget givtigt,” slutter han.



Søren Gimm Damgaard