Lærere er bedrevidende omvandrende orakler
Er det nødvendigt at være et orakel, der altid har svar på elevernes spørgsmål, og er lærere bedrevidende? Det er bare et par af de fordomme, lærerstuderende møder.
”Du behøver ikke være et omvandrende leksikon for at blive lærer. En lærer ved ikke alting,” kommer det fra Miriam Nielsen, der er lærerstuderende på sjette semester på VIA University College Læreruddannelsen i Århus.
Hun er aktiv i De Studerendes Råd (DSR), hvor hun har mødt Ditte Skovmøller. De er begge enige om, at lærere ikke er bedrevidende, men at du som studerende i løbet af uddannelsen opnår en bred vifte af viden, som du efter studiet fortsætter med at bygge videre på.
”Gennem studiet opnår du en kritisk holdning til forskellige problematikker, og du kommer omkring mange forskellige fag. Det er med til at udvikle dig, så du opnår et fagligt overskud,” siger Ditte, der går på ottende semester.
Sidder bare og drikker kaffe
Fordommen om, at lærere bare sidder og drikker kaffe og i det hele taget ikke interesserer sig for eleverne, kan hverken Miriam eller Ditte nikke genkendende til.
”Jeg vil gerne gøre en forskel for andre mennesker, og derfor valgte jeg lærerfaget. Min interesse er to-sprogede elever, og jeg har været i to praktikperioder, hvor der var særligt fokus på dem. Jeg mener, at der ligger en vigtig samfundsopgave i ikke at tabe de to-sprogede på gulvet,” forklarer Ditte, der skriver bachelorprojekt om emnet.
Miriam, der er meget interesseret i det specialpædagogiske felt, fortæller:
”Jeg har været i praktik på et ungdomshjem med en intern skole for unge med psykiske lidelser. Det gav mig et indblik i, hvor alsidigt lærerarbejdet er, og hvor udfordrende det er at arbejde med unge med særlige behov. Jeg kan godt lide den tætte kontakt, hvor der er tid til den enkelte både på et fagligt og pædagogisk plan.”
Ingen prestige i at være lærer
De er begge glade for, at de valgte læreruddannelsen og er uenige i, at der ikke er prestige forbundet med lærerfaget. Det er nemlig en vigtig funktion i samfundet at hjælpe børn og unge, så de lærer og udvikler sig. Og samtidig påpeger de, at det ikke behøver være endestationen uddannelses- og oplevelsesmæssigt.
”Jeg er ikke færdiguddannet, bare fordi jeg er færdig med uddannelsen. Uddannelsen er derimod med til at åbne nogle andre døre. Den tvinger dig nemlig ikke til at være på den samme pind. Mit drømmejob er godt nok som folkeskolelærer og gerne med to-sprogede elever. Men jeg vil også gerne udvikle mig og lave forskningsprojekter. Og jeg ser ikke mig selv som pensioneret folkeskolelærer,” siger Ditte.
Miriam overvejer udlandet:
”Du får mange muligheder med læreruddannelsen. Jeg vil gerne til udlandet, måske Sydamerika. Og nu har jeg gennem uddannelsen lært at formidle, og derfor vil jeg gerne afprøve det i udlandet,” slutter hun.