Uddannelsen
Pædagoguddannelsen i Holstebro er en uddannelse for dig,
der vil:
- bruge dig selv som person
- gøre en forskel for andre mennesker
- arbejde med børn og unge, mennesker med nedsat funktionsevne eller mennesker med sociale problemer
- fordybe dig i et linjefag
- erhverve alsidige praktikerfaringer - evt. praktik i udlandet
- være en aktiv medspiller i et tværprofessionelt studiemiljø i nye rammer
- vælge mellem mange typer af jobs
- overveje at kvalificere dig til en videregående uddannelse
Uddannelsen varer 3½ år, og gennem uddannelsen opnår du faglig indsigt og forståelse for forskellige menneskers levevilkår og udviklingsmuligheder. Du kommer til at handle selvstændigt og kreativt, og samtidig lærer du også at rumme andre mennesker og deres problemer.
I løbet af uddannelsen er der tre praktikperioder på ca.
14 måneder, hvor du får mulighed for at afprøve dine kompetencer i praksis. Her kan du se, hvordan uddannelsen i Holstebro er opbygget. Grafisk plan over uddannelsen i Holstebro (pdf) >>
Pædagoguddannelsen er en generalistuddannelse, hvor du bliver uddannet til at kunne begå dig indenfor hele det pædagogiske felt. Under studiet skal du specialisere dig indenfor det område, du brænder for, hvad enten det er børn og unge, mennesker med nedsat funktionsevne eller mennesker med sociale problemer. Du skal også vælge et linjefag, som du arbejder med gennem hele studietiden. Undervejs i studiet vil du møde studerende fra andre professionsuddannelser, som er relevante samarbejdspartnere både under studiet og som færdiguddannet pædagog.
Pædagoguddannelsen er en professionsbacheloruddannelse. Det betyder, at det er en mellemlang videregående uddannelse med mulighed for videre studier på master- og kandidat niveau.