Pædagog uddannelsen i Randers

Om uddannelsen

 

Om uddannelsen

Som uddannet pædagog skal du professionelt kunne varetage en række forskellige udviklings-, omsorgs- og læringsopgaver for og med børn, unge og voksne.

 

En pædagogs uddannelse er baseret på såvel viden som en solid dømmekraft. Pædagogisk arbejde er præget af forandring og udfordringer, som kræver engagement, robusthed og en indsigt i egne ressourcer og reaktionsformer.

 

Uddannelsen er bygget op på et fundament af 3 fællesfag og 1 linjefag. I uddannelsen indgår derudover forskellige andre uddannelsesforløb, studieaktivitet, projektperioder osv. Vi lægger også vægt på, at du udvikler forskellige studiekompetencer.

 

Det faglige og det personlige i samspil

Uddannelsen og faget er en personlig og faglig opgave og udfordring, hvor du skal kunne se muligheder og potentiale der, hvor andre måske kun ser problemer og umulige livsvilkår.

 

Som pædagog skal du have fokus på at forandre og udvikle dig selv, men også faget og de institutioner og samarbejdsrelationer, du kommer til at indgå i.

 

Du vil skulle handle selvstændigt og i samarbejde med andre, du vil få en bredde i uddannelsen og muligheder for fordybelse og for at specialisere dig.

 

Praktikuddannelsen

I praktikuddannelsens 3 perioder får du lejlighed til at prøve dine professionskompetencer inden for forskellige typer af institutioner. Der er mulighed for at gennemføre en praktikperiode i udlandet. I praktikperioderne er der fagundervisning, og du har såvel en vejleder i institutionen som en underviser med på sidelinjen.

 

Specialisering og videreuddannelse

Fra 5. semester lægges der vægt på specialiseringen i studiet, dvs. du skal arbejde målrettet med både det praktiske og teoretiske i tilknytning til en særlig målgruppe og et afgrænset professionsområde. Det kan være børn i daginstitution, voksne udviklingshæmmede eller unge anbragt uden for eget hjem.

 

Ud over at kvalificere til professionens mange jobmuligheder skal uddannelsen også give dig mulighed for at arbejde med kompetencer, der kan give adgang til en videreuddannelse, f.eks. cand. pæd. eller en masteruddannelse ved universiteterne. Ved visse uddannelser opnår du direkte ret til at ansøge, ved andre uddannelser kræves der suppleringsuddannelse, hvis ikke du i forvejen har en adgangsgivende ungdomsuddannelse.

 

 

 

 

 

 
 
 
VIA University College | Pædagoguddannelsen i Randers | Jens Otto Krags Plads 3 | 8900 Randers C | Telefon: 8755 3555 | Email: pirand@viauc.dk | Fax: 8755 3556