Bookmark and Share
Anne Storm

Områdechef for Ledelse og styring, Videruddannelse og kompetenceudvikling, Anne Storm Rasmussen

Diplomuddannelsen i ledelse er en succes 
 
 

Offentlige ledere, der helt eller delvist gennemfører en diplomuddannelse i ledelse, oplever, at uddannelsen gør dem til meget bedre ledere. Nogle har dog også oplevet barrierer, når det lærte skal omsættes i praktisk ledelsesarbejde

Af Bo Rønne, bor@viauc.dk  - 08-02-2012 
 

En ny rapport om diplomuddannelsen i ledelse viser tilfredshedsprocenter, der giver mindelser om valgdeltagelsen i diktaturstater.

 

98% af deltagerne mener, at forløbet i høj eller nogen grad har været relevant for deres daglige arbejde, og 93% vurderer, at de i høj eller nogen grad anvender det, de har lært, i deres daglige arbejde som leder. Tilsvarende mener 92%, at uddannelsen har gjort dem bedre til at forestå personaleledelse, mens 96% tilkendegiver, at forløbet i høj eller nogen grad har styrket den personlige udvikling som leder.

 

Tallene fremgår af Lederuddannelsers betydning for ledelsespraksis, - en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Undersøgelsens formål er at afdække, om uddannelsen har givet deltagerne styrkede ledelseskompetencer.

 

Anne Storm Rasmussen, chef for VIAs lederuddannelser, er ikke overrasket over de flotte resultater: ”Det svarer til vores oplevelse af de studerendes motivation og udbytte, men det er naturligvis rigtig glædeligt, at det nu er dokumenteret, at lederne har stort udbytte af uddannelsen”. 

 

”Det kunne samtidig være interessant at undersøge, hvilke forandringer medarbejderne oplever, når deres ledere har været på uddannelse. Det er svært at måle sådanne effekter, men et igangværende ph.D-projekt ved Copenhagen Business School  vil prøve at finde nogle svar ved at analysere både dimittender og deres organisationers vurdering af den praktiske anvendelsesværdi af kompetencerne”, siger Anne Storm Rasmussen.

 

Barrierer

Nogle af lederne har dog også oplevet barrierer. Ikke primært på selve uddannelsen, men når de på arbejdspladsen skal anvende og implementere elementer fra uddannelsen. Knapt en tredjedel anfører sådanne problemer.

 

Omkring halvdelen af deltagerne har savnet et netværk på uddannelsen, som kan være gavnligt i arbejdssammenhæng.

 

”Vi er opmærksomme på, at det kan være et problem”, siger Anne Storm Rasmussen og uddyber: ” Det er jo diplomuddannelsens natur, at man ikke altid gennemfører uddannelsen i et samlet, fælles forløb. Derfor har vi udbudt forskellige varianter af uddannelsen, som giver bedre mulighed for at dyrke netværket. Og desuden har vi iværksat et dimittend-netværk, som med tiden kan være med til at afhjælpe problemet”.

 

Uddannelsesret til offentlige ledere

EVAs undersøgelse tager udgangspunkt i, at alle offentlige ledere i 2007 fik en uddannelsesret, som var et produkt af de daværende trepartsforhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

 

 ”Det har betydet, at vi i perioden 2008-2012 har haft usædvanlig stor aktivitet. Vi håber på, at de kommende trepartsforhandlinger vil forlænge aftalen, så ambitionen om de offentlige lederes ret til at færdiggøre en lederuddannelse på diplomniveau senest i 2015 kan indløses”, siger Anne Storm Rasmussen.

 

Hele rapporten kan læses på EVAs hjemmeside.