Bookmark and Share

Der sker allerede sunde aktiviteter i VIA University College. Ved VIA-løbet 2011 deltog både medarbejdere og studerende i et motionsløb på 5 km, der havde start og slut på Campus Aarhus N

Trivselsagenter er klar til missionen 
 

Med projekt ”Bedre arbejdsliv i VIA” uddanner VIA University College nu 25 ”agenter”, som skal være med til at arbejde for bedre trivsel og mere sundhed i VIA. I uge 6 blev projektet for alvor sat i gang med et todages internat, hvor de første ideer fik frit løb

Af Brian Stræde, freelance, komm@viauc.dk  - 20-02-2012 

Der er ikke meget skæg og blå briller over de 24 mænd og kvinder, der sidder i hestesko og debatterer på Kaløvig Kursuscenter denne torsdag eftermiddag. Men agenter, det er de. Agenter i trivsel og sundhed, som skyder med gode idéer og inspirerer hinanden, inden de over de næste knap tre år skal sendes på mission i marken for at øge sundheden og trivslen i VIA – både gennem konkrete aktiviteter og et generelt større fokus på emnerne i hverdagen.

Sedler med motiverende budskaber til ophængning på udvalgte steder og en VIA-march er blot et par af de ideer, der hurtigt får vinger, og kreativiteten har i det hele taget været
kendetegnende for det første par dage, som gruppen af agenter har tilbragt sammen.

”Der er en idérigdom uden lige, så jeg synes, at der er et rigtigt stort potentiale for at få skabt nogle tiltag, som kan bringe trivsel og sundhed i fokus,” siger arbejdsmiljøchef Søren Bork, der er projektleder på ”Bedre arbejdsliv i VIA”.

Projektet er skabt gennem en bevilling på 1,5 millioner kroner fra Forebyggelsesfonden, og det består af i alt 13 kursusdage over de næste tre år. Kurserne skal inspirere agenterne til at sætte gang i aktiviteter, som de mener, der er behov for på netop deres campus. Om det så er zumbatimer, stressforedrag eller noget helt tredje.

Desuden skal agenterne være forlængede ører og øjne for HR og arbejdsmiljøchefen, så de kan få et bedre indblik i trivslen på VIAs 25 adresser over hele regionen.

”Det kan hjælpe os med at sikre, at de ting, vi sætter i gang centralt, også rammer de reelle behov, som medarbejderne har,”  siger Søren Bork.

 

Det sociale i fokus

To af agenterne er Ulla Hjøllund Pedersen, underviser på Læreruddannelsen i Silkeborg, og Laila Kristensen, underviser på Sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg. Deres motivation for at deltage er netop et godt eksempel på, at behovene afhænger af den konkrete virkelighed på den enkelte campus.

”Vi kommer fra to uddannelser, som lige er blevet lagt sammen på én campus her i januar, og det betyder, at vi skal forene to kulturer. Trivsel handler jo også om at fungere socialt, så derfor vil jeg gerne være med til at sætte gang i nogle ting, som kan være med til at ryste os sammen,” fortæller Ulla Hjøllund Pedersen.

Udover de aktiviteter der kan give et socialt fællesskab – og måske sved på panden – er det meningen, at agenterne skal opnå en viden, der gør det nemmere for dem at spotte de kolleger, som måske balancerer på kanten af stress og har brug for ekstra opmærksomhed fra kollegerne og ledelsen. Både Ulla Hjøllund Pedersen og Laila Kristensen ser frem til at få nogle redskaber, som gør det lettere at prikke hul på de svære samtaler.

”At vi får denne rolle kan måske også gøre det mere legitimt, at vi spørger lidt ekstra, når vi kan se, at der er én, der hænger lidt,” siger Laila Kristensen og fortsætter:

”Jeg håber, at vi kan fungere som en støtte for kollegerne, og at vi kan gøre det nemmere at sige det højt, når man har det svært. Der er en tendens til, at vi alle sammen går og gemmer det lidt, fordi vi er nogle fagligt stolte mennesker, som gerne vil gøre det hele perfekt”.

 

Følger ikke ansvar med

Selv om viljen til at gøre en forskel ikke fejler noget hos de 25 trivselsagenter, så pointerer Søren Bork, at der ikke bliver lagt noget ansvar for at pleje VIAs helbred over på agenternes skuldre. Det er og bliver en ledelsesopgave at sikre trivslen i organisationen.

”Der er ingen, der vil komme og pege fingre af agenterne, hvis de ikke går ud og skaber en masse resultater. De bliver jo kun købt fri til kursusdagene og har i forvejen et job, hvor de er rigeligt pressede, så de eneste, der kan peges fingre af, er os i projektgruppen, hvis vi ikke formår at motivere og inspirere deltagerne godt nok,” siger Søren Bork.

Der ligger dog også nogle konkrete succeskriterier fast. I løbet af projektperioden skal der iværksættes mindst seks aktiviteter med i alt 200 deltagere.

”Det konkrete indhold skal agenterne selv være med til at forme, fordi det er dem, der ved, hvad der er behov for ude i organisationen,” siger Søren Bork.

Næste fikspunkt i forløbet er den 2. maj, når agenterne samles til en kursusdag om stress og arbejdsglæde.