Begejstringen er ikke til at tage fejl af, når lektor på Sygeplejerskeuddannelsen, VIA University College i Holstebro Anette Meldgaard levende beretter om sit livs første møde med Australien. Hun besøgte landet ”Down Under” fra midt juli til midt september i år, og det var opfyldelsen af et mangeårigt ønske. Den første måned var dedikeret til en rundrejse med hendes mand og to voksne børn og den sidste måned til et udvekslingsophold på Deakin University i Melbourne.
”Hovedformålet med rejsen var det faglige udbytte, men jeg fik også utrolig mange store naturoplevelser under rundrejsen med min familie. Vi var blandt andet i ørkenen, hvor vi så den gigantiske klippeformation Ayers Rock, oplevede krokodiller i regnskoven, snorklede med koralfisk på Great Barrier Reef, så hajer ud for kysten ved Great Ocean Road og små søde dværgpingviner på Phillips Island,” fortæller 49-årige Anette Meldgaard, der bor i Herning.
Hun har undervist på Sygeplejerskeuddannelsen i 17 år og taget en Masteruddannelse i Public Health. Først underviste hun i Herning, og da den fusionerede med uddannelsen i Holstebro, flyttede hun arbejdslivet vestpå. På Campus Holstebro underviser hun også på Fysioterapeut- og Ergoterapeutuddannelsen samt den Sundhedsfaglige Diplomuddannelse og er desuden tilknyttet VIAs Videncenter for Omsorg, Liv Og Aldring.
Udveksling af erfaring
”Jeg arbejder meget med palliation, altså omsorgen for alvorligt syge og døende patienter, og et af mine formål med at tage på udveksling var at se, hvad de gør på det felt i Australien. Det viste sig, at de med succes arbejder meget mere tværfagligt, end vi gør i Danmark. Jeg var meget imponeret, og derfor har jeg besluttet at planlægge et tværfagligt modul om palliation på modul 13 for både sygeplejerske-, fysioterapeut- og ergoterapeutstuderende på Campus Holstebro. Et andet formål med udvekslingen var at få forbedret mit fagengelsk, da jeg læser meget faglitteratur. Og mit tredje ønske var at finde ud af, hvordan de arbejder med forskning og udvikling og afsøge mulighederne for øget samarbejde på det område,” forklarer Anette Meldgaard.
Hun fik i høj grad alle sine ønsker opfyldt og fik desuden bevist overfor sig selv, at hun sagtens kan rejse og bo alene i et fremmed land på den anden side af jordkloden. Hendes mand og datter tog nemlig hjem til job og studier i Danmark, da den første måned var gået, mens hendes søn forsatte rygsæklivet i Australien.
Anette lejede en lille lejlighed i centrum af Melbourne, der var hendes base i den måned, hvor hun arbejdede på Deakin University og besøgte forskellige hospitaler og hospicer i området.
Følte sig velkommen
”Jeg blev taget fantastisk godt imod, og generelt oplevede jeg i Australien, at de var meget imødekommende overfor folk fra andre kulturer. Det kunne vi godt lære noget af i Danmark. På universitet blev jeg betragtet som medarbejder fra første dag og fik stillet eget kontor og computer til rådighed,” siger Anette Meldgaard.
Hun underviste på forskellige hold, men ikke var specielt imponeret over det generelle faglige niveau hos de australske studerende på grunduddannelsen. Til gengæld har de mange specialister i Australien. Og underviserne har bedre vilkår for at kombinere forskning og undervisning, end det er tilfældet i Danmark, hvor sygeplejeforskning ikke har så lang en tradition.
Hun fortæller, at opholdet i Australien har sat hendes rolle som underviser i Danmark i perspektiv.
”Min selvforståelse som underviser har rykket sig. Det er nu endnu tydeligere for mig, at vores undervisning her i Holstebro er af virkelig høj kvalitet. I Danmark får de sygeplejerskestuderende en rigtig god teoretisk baggrund, og omsorg er i højsædet. Vores studerende bliver trænet i selvstændig refleksion både teoretisk og i klinikken på en anden måde end i Australien. Det budskab har jeg også formidlet videre til mine kollegaer. Vi kan med rette være stolte af vores sygeplejerskeuddannelse i Holstebro, og det mener jeg med hjertet,” fastslår Anette Meldgaard.
Hun glæder sig til marts, hvor to professorer fra Deakin University i Australien kommer til Holstebro for at deltage i et fælles udviklingsprojekt på sygeplejerskeuddannelsen.