Bæredygtige transportløsninger
De besøgende blev budt velkommen af direktør Konstantin Lassithiotakis og kommunikationsleder Annemette Glyngø i VBI Park. Efter en kort præsentation af VIA University College Campus Horsens profil og VBI Park blev de besøgende introduceret til ECOmoves elbiler af udviklingschef og stifter af ECOmove, Mikkel Steen Pedersen. ECOmoves vision er at skabe bæredygtige transportløsninger, som tager hensynet til miljø og menneskelig sikkerhed som sit udgangspunkt, og de er meget tæt på at have færdigudviklet deres første elbil. Mikkel Steen Petersen fortalte, at elbilen har en motor i hver forhjul, og at den bliver drevet af mellem et og seks batterier, afhængigt af, hvor lang rækkevidde bilen skal have.
1D, 2D og 3D print
Miljøministeriet besøgte derefter Innovation and Product Design Laboratoriet, hvor der bl.a. bliver arbejdet med 1D, 2D og 3D print. Underviser på Maskiningeniøruddannelsen, Kim Rask Petersen, viste eksempler på de avancerede modeller, det er muligt at lave med 3D-laserscanninger og forklarede om, hvordan man kan udnytte laserprinterens mange muligheder.
Lodrette jordvarmeboringer
Udviklingsleder for Geoteknik og Miljø på VIA Campus Horsens, Lotte Thøgersen, er kendt for sine forskningsprojekter vedrørende jordvarme og jordvarmeteknologi. Hun fortalte Miljøministeriet om lodrette jordvarmeboringer med varmepumper, Bore Hole Storage og hvordan Horsens Vand A/S i forbindelse med en fysisk udvidelse af deres lokaliteter kan få glæde af overskudsvarme fra spildevandet, når de pælefunderer byggeriet med energipæle.