Som en hel gruppe af Mary Poppins’er hopper og danser en gruppe studerende rundt imellem hinanden. Alle med en opslået paraply i hånden. Den bruger de som rekvisit til deres bevægelser. De slår den op i luften, ned på gulvet, drejer den rundt og ind imellem et par ben i bredstående stilling.
Alle er de med i en workshop om musik og drama på Æstetik og Pædagogik konferencen på Campus Viborg, VIA University College.
”Vores udviklingsprojekt handler om at finde frem til kreative processer. At finde frem til sit eget indre landskab. Det gør vi ved hjælp af rammesætninger og stemthed. I begyndelsen er der meget faste rammer for, hvad deltagerne skal gøre. Stille og roligt bliver de guidet igennem hele forløbet, hvor vi bid for bid udvider rammerne,” siger Sonja Svendsen, lektor på Pædagoguddannelsen i Viborg, der sammen med lektor Hanne Kusk, Pædagoguddannelsen i Thisted, står bag udviklingsprojektet.
Rammerne udvides stille og roligt
Først lå der 25 paraplyer placeret i rummet. Deltagerne skulle optegne forskellige rum på gulvet ved hjælp af malertape. Og det var kun tilladt at bevæge sig indenfor de rammer. Bagefter udvidedes rummene med flere tilstødende rum og gange imellem dem. Så var der mere plads til at bevæge sig rundt. På et tidspunkt tager hver deltager en paraply i hånden og er så i gang med at skabe en koreografi til en fælles dans. Hele forløbet kulminerer i at fire grupper optræder for hinanden med en koreograferet dans. Den har de skabt i løbet af en time.
”I starten skaber vi trygge rammer. Alle får deres egen hus. Her hører de til. Under hele forløbet bliver deltagerne guidet af musikken, der hjælper dem til at finde en rytme og en stemning. På et tidspunkt skal alle forlade deres eget trygge rum og gå ud imellem alle de andre. Så er de ude på dybt vand. Ude hos dem på den anden side,” siger Hanne Kusk.
Paraplyen giver tryghed og frihed
Heldigvis er deltagerne udstyrede med en paraply til at gøre dem trygge. Så kan de koncentrere sig om den, og ikke bekymre sig om, hvordan de ser ud, når de danser.
”Paraplyen er et symbol på tryghed for di den skærmer os, og vi kan putte os bag den. Men den kan også bruges til at flyve væk med. Så den er både tryg og fuld af muligheder på en gang,” siger Sonja Svendsen og tilføjer, at den stramme rammesætning hjælper deltagerne med at finde stemtheden og en kreativ vej.
I dag har de studerende lavet en koreografi til en dans, men det kunne også have været starten på en dansktime, hvor eleverne skulle i gang med at fortælle historier. Eller begyndelsen til at skabe et stykke musik.
Metoden giver plads til forskellige fortolkninger
”Det handler om kreative og æstetiske processer, at bevæge sig ind i sit eget indre landskab,” siger Hanne Kusk og tilføjer, at der en stor kraft i projektet, fordi der er så mange forskellige fortolkningslag.
”Der er det visuelle lag på gulvet hvor malertapen har markeret de forskellige huse og gange. Så er der alle deltagerne, der går rundt imellem hinanden, der er paraplyerne med deres symbolske betydning og så er de selvfølgelig musikken. Alt sammen giver det plads til indre billeder og kreative tanker,” siger Hanne Kusk, der sammen med Sonja Svendsen skal til Nordisk Dramaboreale i Island til sommer for at fortælle andre dramalærere om deres udviklingsprojekter.