Læreruddannelsen i Midt- og Vestjylland skal også fremover foregå fra både Skive og Nr. Nissum. Det besluttede bestyrelsen fra VIA University College, da den i dag drøftede en række scenarier for læreruddannelsens fremtid.
"Udfordringen for bestyrelsen er, at VIA University College skal udbyde læreruddannelsen i høj faglig kvalitet, at vi skal leve op til vores regionale forpligtelser om at udbyde uddannelser i hele regionen, og at det skal ske på en økonomisk ansvarlig måde," siger formand for VIAs bestyrelse, Johannes Flensted-Jensen.
Vælger den dyreste løsning
Baggrunden for, at læreruddannelsen igen er til debat i bestyrelsen er, at VIAs bestyrelse i december 2010 besluttede at udarbejde en analyse af læreruddannelsen i Midt- og Vestjylland netop med henblik på at sikre den optimale faglige, økonomiske og regionale bæredygtighed for uddannelsen på lang sigt.
Formanden for VIAs bestyrelse understreger, at alle scenarier i analysen lever op til den regionale forpligtelse og kravene til uddannelsens kvalitet. Og det skal de også fortsat gøre. Alligevel er valget faldet på den samlet set dyreste løsning for VIA, da det valgte scenarie ifølge analysen årligt koster 4-5 millioner mere end det økonomisk mest rentable scenarie.
Lytter til høringssvar
"Det er korrekt, at den løsning, bestyrelsen har valgt i dag, er den økonomisk dyreste for VIA. Men bestyrelsen har i sin drøftelse af scenarierne også taget hensyn til de mange høringssvar fra parter, som på den ene eller anden måde berøres af vores beslutning om eventuelt at flytte læreruddannelserne. Dertil skal lægges det faktum, at uddannelsesstederne i både Skive og Nr. Nissum for nuværende lever op til de kvalitetskrav, der stilles til læreruddannelsen,” siger Johannes Flensted-Jensen.
Formanden refererer til, at Danmarks Evalueringsinstitut EVA netop har givet VIAs læreruddannelser i Skive, Nr. Nissum, Silkeborg og Aarhus positive akkrediteringer.
Kvalitet i uddannelsen er afgørende
Det var i forbindelse med beslutningen om VIAs strategi for campusser for cirka to år siden, at en eventuel flytning af læreruddannelserne i Skive og Nr. Nissum første gang blev drøftet i VIAs bestyrelse. Dengang besluttede bestyrelsen, at de to uddannelsessteder kunne fortsætte med at udbyde læreruddannelsen, så længe de levede op til en række kvalitetskriterier omkring antal studerende og mulighed for at udbyde linjefag. Både bestyrelsen og VIAs ledelse understreger, at de kriterier stadig gælder.
Fremtidssikrede løsninger
For rektor Harald Mikkelsen er muligheden for at kunne levere den bedst mulige kvalitet i VIAs uddannelser det afgørende.
”Vi tror stadigvæk på, at en samling af vores uddannelser på tværfaglige campusser af en vis størrelse er den måde, VIA bedst kan kvalitets- og fremtidssikre vores uddannelser på. Vi har allerede samlet størstedelen af vores uddannelser i campusser i Holstebro, Herning, Aarhus, Horsens, Silkeborg, Viborg og Randers,” siger rektor Harald Mikkelsen.
Han betoner, at VIA som en stor aktør i regionen skal vægte den rådgivning, vi får fra berørte parter, og det faktum at vores læreruddannelser i Skive og Nr. Nissum lever op til de officielle kvalitetskriterier fra EVA.
”Vi skal blot huske på, at vores campusstrategi er mere ambitiøs end blot at ville sikre kvaliteten for den enkelte uddannelse. Vi vil også gerne udvikle uddannelserne i større faglige miljøer, hvor både undervisere og studerende kommer tættere på hinanden og samarbejder mere på tværs,” siger Harald Mikkelsen.
For yderligere kommentarer kontakt
Formand for VIAs bestyrelse, Johannes Flensted-Jensen, 20840352, jflensted@gmail.com
Rektor for VIA, Harald Mikkelsen, 87551001, hm@viauc.dk