For fire år siden arbejdede Michelle som pædagogmedhjælper i en vuggestue. Det var her hun fik lyst til at blive pædagog. Nu 2½ år efter har hun valgt at vende tilbage til åstedet, for at se, hvem hun er som pædagog og hvad hun faktisk har lært.
De gyldne øjeblikke
”Det er fantastisk at følge et lille barns verden. I løbet af en dag og i løbet af de tre år i vuggestuen. At se hvordan de bliver til små enkeltstående individer. Og så er der de gyldne øjeblikke, hvor et lille barn rører mig, eller får mig til at grine,” siger Michelle. Det kan være et lille barn, der næsten ikke har noget sprog, og som i volapyk forsøger at fortælle noget.
”Jeg fatter ikke, hvad der bliver sagt, men jeg kan se, at der er noget på spil. Så er det min opgave at hjælpe barnet til at udtrykke sig. Det er en spændende udfordring. For hvordan får man en to-årig uden sprog til at fortælle noget? Og så er det altså også ret sjovt,” siger Michelle.
Der er mange forventninger til os
Hun synes det er en gave at passe forældres mest dyrebare skat. Og samtidig et meget stort ansvar.
”Vi skal kunne leve op til 14 forældrepars forventninger til noget af det vigtigste i deres liv,” siger Michelle, og peger på at vuggestuepædagoger har mange forskellige roller i løbet af en dag.
”VI er vejledere for nybagte forældre, der er usikre på deres nye rolle. De vil fx gerne have hjælp til sove- og spiserytmer. Eller det kan være forældre, der har behov for sparring i forbindelse med barnets sproglige udvikling,” siger Michelle, der er træt af, at den pædagogiske verden konstant bliver beskåret.
”Vi forbereder børn til at kunne begå sig livet. Det er da en vigtig samfundsopgave,” siger Michelle, der ikke er i tvivl om, at hun skal arbejde i en vuggestue, når hun er færdiguddannet.