VIA University College

Nyheder fra VIA

Blandt topscorerne er uddannelsen til administrationsbachelor, der kan notere en stigning i antallet af kvote 2-ansøgninger på hele 72 procent fra i fjor til i år. Tilsvarende ses kæmpe fremgange hos VIAs ernæringsuddannelser på den nye Campus Aarhus N.

Igen stor søgning til VIAs uddannelser i Aarhus 

Bookmark and Share

Danmarks største professionshøjskole, VIA University College med hovedafdeling i Aarhus, har i år modtaget over 10.000 kvote 2-ansøgninger. Godt halvdelen af ansøgningerne er sendt til VIAs uddannelser i Aarhus, som gennemsnitligt kan notere en stigning i antallet af ansøgninger fra i fjor til i år på 10 procent

Af journalist Kiri Kesby  - 19-03-2012 

Der er stor glæde hos Danmarks største professionshøjskole, VIA University College. Optællingen af kvote 2-ansøgninger er nemlig netop gennemført og viser, at der i år samlet set er 13 procent flere end i fjor, der har søgt ind på en af VIAs 35 videregående uddannelser i Region Midtjylland. Tallene skal ses i lyset af, at der også i 2010 og 2011 var en markant stigning i antallet af ansøgere til VIAs uddannelser.

I Aarhus har VIAs uddannelser modtaget i alt godt 5.000 ansøgninger, hvilket er en stigning på 10 procent i forhold til 2011. For nogle uddannelser er der tale om mindre fremgange, mens antallet af ansøgninger til andre VIA-uddannelser i Aarhus decideret boomer.

Blandt topscorerne er uddannelsen til administrationsbachelor, der kan notere en stigning i antallet af kvote 2-ansøgninger på hele 72 procent fra i fjor til i år. Tilsvarende ses kæmpe fremgange med stigninger på henholdsvis 41 og 22 procent hos VIAs ernæringsuddannelser på den nye Campus Aarhus N.

 

Både offentligt og privat tiltrækker

Også de gammelkendte uddannelser i Aarhus til bl.a. sygeplejerske, pædagog, fysioterapeut og socialrådgiver har fået flere kvote 2-ansøgninger i år end i fjor. Tilsvarende kan VIAs privatrettede uddannelser i Aarhus, bl.a. Global Business Engineering og Value Chain Management, notere fremgange.

Læreruddannelsen er den eneste af VIAs uddannelser i Aarhus, der har modtaget færre kvote 2-ansøgninger i år end sidste år. Tilbagegangen er på 3 procent. Dette resultat er dog flot set i lyset af, at mange af de øvrige læreruddannelser rundt om i Danmark har fået op mod 20 procent færre kvote 2-ansøgninger i år end i 2011. Samtidig bør det nævnes, at Læreruddannelsen i Aarhus sidste år oplevede en stigning i antallet af kvote 2-ansøgninger på hele 32 procent.

 

Glæde hos VIAs rektor

Rektor for VIA University College, der har hovedafdeling i Aarhus, glæder sig over ansøgertallene til VIAs uddannelser.

”Hos VIA havde vi både i 2010 og 2011 et rekordhøjt antal kvote 2-ansøgere. Derfor er det virkelig glædeligt, at vi igen i år oplever en generel stigning i antallet af ansøgninger. Det indikerer, at stadig flere unge ønsker at gennemføre en videregående uddannelse. Dén tendens er uhyre vigtig – både for at de unge får kompetencer, der tilfredsstiller behovene på fremtidens arbejdsmarked og for at få skabt den fornødne vækst i det danske samfund generelt. Politikerne har jo også en ambition om at få stadig flere danskere gennem uddannelsessystemet, da viden er Danmarks vigtigste råstof og dét, vi skal konkurrere på,” siger rektor Harald Mikkelsen.

Han mener, at et særligt trækplaster hos VIA er, at VIA nu har fået etableret campusser med flere uddannelser under samme tag i både Aarhus, Randers, Horsens, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Flere af campusserne er indviet inden for det seneste år.

”Campusser giver et ekstra spændende studiemiljø for de studerende, fordi mange unge er samlet, og der er mulighed for både fagligt og socialt samvær på tværs,” understreger Harald Mikkelsen.

 

Tendensen er klar

Han tilføjer, at optællingen af kvote 2-ansøgninger kun giver et øjebliksbillede, fordi kvote 1-ansøgningerne først modtages hos landets uddannelsesinstitutioner i juli.

”Men tendensen i kvote 2-ansøgningerne er vigtig for os. Vores erfaring er nemlig, at billedet for kvote 2-ansøgningerne afspejler, hvordan kvote 1-tallene vil se ud,” forklarer Harald Mikkelsen.

Kvote 1-ansøgninger er alene baseret på ansøgernes karaktergennemsnit. Kvote 2-ansøgninger er derimod en kombination af karakterer og livserfaring så som arbejde, rejser og højskoleophold.

 

Tal for kvote 2-ansøgninger til VIA University Colllege’s uddannelser i Aarhus:

 

Pædagoguddannelsen Jydsk

802 ansøgere i år mod 741 sidste år. Det er en fremgang på 8%.

 

Pædagoguddannelsen Peter Sabroe

805 ansøgere i år mod 767 sidste år. Det er en fremgang på 5%.

 

Læreruddannelsen

619 ansøgere i år mod 638 sidste år. Det er en tilbagegang på 3%.


Administrationsbachelor

55 ansøgere i år mod 32 sidste år. Det er en fremgang på 72%.

 

Socialrådgiveruddannelsen

399 ansøgere i år mod 370 sidste år. Det er en fremgang på 8%.

 

Kristendom, Kultur og Kommunikation

18 ansøgere mod 17 sidste år. Det er en fremgang på 6%.

 

Sygeplejerskeuddannelsen

659 ansøgere i år mod 637 sidste år. Det er en fremgang på 3,5%.

 

Fysioterapeutuddannelsen

827 ansøgere i år mod 790 sidste år. Det er en fremgang på 5%.

 

Ergoterapeutuddannelsen

202 ansøgere i år mod 166 sidste år. Det er en fremgang på 22%.

 

Bioanalytikeruddannelsen

159 ansøgere mod 120 sidste år. Det er en fremgang på 33%.

 

Ernæring og Sundhedsuddannelsen

363 ansøgere mod 298 sidste år. Det er en fremgang på 22%.

 

Global Nutrition and Health

14 ansøgere mod 81 sidste år. Det er en fremgang på 41%.

 

Global Business Engineering

30 ansøgere mod 27 sidste år. Det er en fremgang på 11%

 

Value Chain Management

20 ansøgere mod 1 sidste år. Det er en fremgang på 1900%


 

Kontakt:

Yderligere udtalelser fås ved henvendelse til rektor Harald Mikkelsen, VIA University College, på tlf. 87 55 10 01 eller hm@viauc.dk

På VIAs hjemmeside www.viauc.dk er der mulighed for at se de eksakte tal for Kvote 2-ansøgningerne til VIA University College samlet og til de enkelte uddannelser og uddannelsessteder i VIA – både i 2010, 2011 og 2012.

På hjemmesiden er der også information om kontaktpersoner på de enkelte uddannelser og uddannelsessteder i VIA University College. (På forsiden af www.viauc.dk er der et banner, der linker direkte til de nævnte oplysninger på VIAs pressesite).