VIA University College

Nyheder fra VIA

Det var et valgfag i velfærdsinnovation og en studietur til London, der for alvor fik sporet  Louise Kragskov Kristensen (tv.) og Mette Dal Kristiansen ind på en innovativ tankegang.

 

Innovation åbner nye døre 

Bookmark and Share


Hvad er den kommende danske madtrend? Det spørgsmål forsøgte ernæring og sundhedsstuderende Mette Dal Kristiansen og Louise Kragskov Kristensen fra Aarhus at få svar på via en innovationsworkshop. Det har givet dem inspiration til nye jobmuligheder

 

Af journalist Lone Vestergaard Andersen, lva@viauc.dk  - 08-05-2012 

”Undervisningen i innovation har givet mere selvtillid i forhold til at bruge min kreativitet og turde tænke nyt. Det gælder om at lægge beskedenheden fra sig,” siger 27-årige Louise Kragskov Kristensen, der i januar blev færdiguddannet som professionsbachelor i ernæring og sundhed fra VIA University College i Aarhus.

Det var et valgfag i velfærdsinnovation og en studietur til London, der for alvor fik sporet hende og hendes medstuderende Mette Dal Kristiansen ind på en innovativ tankegang. De deltog begge i det tværfaglige valgfag på Campus Viborg, VIA University College sidste år, hvor de fik nogle nye redskaber og modeller og lærte at facilitere en innovationsproces.

”Herefter var det helt oplagt for os at gå sammen om at skrive bachelorprojekt med inspiration fra faget velfærdsinnovation. Det endte med, at vi brugte teorien om innovationsdesign og gruppesammensætning i praksis via en innovationsworkshop med deltagere fra eliten indenfor branchen. Nøgleordet var den kommende danske madtrend, som vi gerne ville have et bud på,” fortæller Mette Dal Kristiansen og understreger, at det var processen og ikke resultatet af workshoppen, som de havde fokus på i deres afsluttende eksamensopgave.

Vilde ideer er velkomne

De to studerende inviterede i alt 40 markante personligheder fra madbranchen, der blev indbudt til at deltage i en to timers innovationsworkshop i Valby Kulturhus. Målet var, at de gerne ville have et team, der var tværfagligt, så emnet blev belyst fra flest mulig vinkler. Syv personer endte med at dukke op.

”Vi kunne godt have ønsket os flere deltagere, men vi var glade for de, der kom og havde tid og lyst til at lege med os. Forinden havde vi forsøgt at gøre mødelokalet mere inspirerende ved at hænge balloner op og forskellige plakater med for eksempel en frø, en blomst og en himmel i et forsøg på at skabe nogle associationer og nye tanker,” forklarer Mette.

Deltagerne blev inddelt i to grupper og blandt andet bedt om at lave en idéstafet, hvor det handlede om at udvælge to ideer hver og i fællesskab udbygge ideerne, der gerne måtte være vilde. Mette og Louises rolle var at guide og støtte deltagerne i processen uden at påvirke dem i en bestemt retning.

Madturist i Danmark

”Overskriften for resultatet af workshoppen blev madturisme, og en af ideerne går ud på at lave en gastronomisk madrute med et Danmarkskort, der kan skifte rute efter sæson. Allerede i flyet eller toget kan madturisten blive præsenteret for den danske madkultur og få inspiration til, hvor man kan finde de enkelte råvarer. Ideen er, at man kan komme på besøg hos for eksempel landmanden og biologen og opleve producenternes begejstring. Konceptet er i høj grad også tænkt til danskerne, der kan være turister i egen madkultur,” fortæller Louise.

Undervejs i workshoppen sørgede Mette og Louise for at indlægge ”energizers”, der er små fysiske øvelser, der har til formål at løfte energien og kreativiteten.
”Man udstiller jo sig selv, når man står og ryster hænder og ben og får kroppen i bevægelse, så det er naturligt, at folk er noget tilbageholdende i starten. Hvis man er vant til at sidde på sin stol på et kontor, er det grænseoverskridende at åbne op for det fysiske. Men det gælder jo om at få vækket kroppen for at kunne bruge hovedet,” forklarer Mette.

Hun og Louise har efterfølgende taget kontakt til Arla og Økologisk Landsforening med en præsentation af nogle af ideerne omkring madturisme og drømmer på sigt om at komme til at arbejde videre med konceptet i praksis.

Innovation og sundhed hånd i hånd

De to professionsbachelorer i ernæring og sundhed er enige om, at det var en rigtig spændende workshopdag, hvor de på en lærerig måde fik afprøvet de teoretiske modeller for innovation og teamorganisering i praksis.

”Det har helt sikkert givet os en gejst og inspiration til, hvordan vi kan bruge innovation videre i vores professionelle virke. Jeg føler mig heldig og privilegeret, at jeg på uddannelsen fik lov at deltage i valgfaget om velfærdsinnovation. Det har givet mig inspiration til at arbejde videre med det innovative felt inden for mit fag,” siger Mette, der ønsker at arbejde med projektledelse og vejledning af forbrugerne.

Hun er især optaget af, hvordan man kan få det offentlige system og det private erhvervsliv til at spille sammen i forhold til innovation og nytænkning indenfor sundhed. Foreløbig har hun fået en seks måneders projektansættelse ved Dansk Boldspil Union, hvor hun skal være med til at lede et børneprojekt om sundhed og bevægelse, der hedder ”kom ud af komFRITTEN – brug bolden”.

Louise er tidligere uddannet tandplejer og vil gerne bruge begge sine fag i kombination. Hun interesserer sig for sundhedsfremmende tiltag generelt og overvejer på sigt at blive selvstændig.
”Innovationstankegangen og redskaberne kan bruges indenfor det hele. Det handler grundlæggende om at være meget åben og tænke bredere, for det er nødvendigt, at vi kan udvikle og skabe vores egne jobs,” fastslår Louise.