Bookmark and Share
Line Hede Jensen, 3K

- Jeg blev bare så glad, da jeg læste om uddannelsen. Mine drømme er så flyvske, og den her uddannelse samler det hele, siger Line Hede Jensen.

Line: 3K samler alle mine drømme 
 

Line Hede Jensen valgte at søge ind på uddannelsen i Kristendom, Kultur og Kommunikation, fordi hun godt kan lide at arbejde med mennesker. F.eks. i en børneklub eller med indvandrere.

Lars Kjær Dideriksen, lkdi@viauc.dk  - 16-05-2011 

- Jeg har været frivillig danskunderviser i et center bl.a. med folk fra asylcentre eller dem, der ikke har fået deres opholdstilladelse. Det kunne jeg rigtig godt lide, siger hun.

Line var forbi Universitet inden hun startede på 3K.

- Egentligt startede jeg med at læse lingvistik sidste år. Men da jeg opdagede 3K-uddannelsen, så tænkte jeg, at den bare passede perfekt til mig. Selv om lingvistik var spændende, så var det jo kun teoretisk og akademisk. På 3K kan jeg kombinere pædagogik, kultur og kommunikation. Og det er vildt fedt, at der er praktik forskellige steder undervejs, fortæller hun.

- Sjovt nok har mine tidligere medstuderende fra lingvistik på Universitetet sagt, at de synes, at 3K lød rigtigt spændende. Jeg møder stor interesse for uddannelsen fra de folk, jeg møder, siger Line.

- Grunden til at jeg ikke valgte en pædagoguddannelse er bl.a., at jeg også godt kan lide at arbejde med den organisationsteori, som er en del af 3K-uddannelsen, fortsætter hun.

Line har altid været glad for at rejse og lære sprog.

- Jeg vil ud og møde folk, hvor de er. Så jeg vil gerne arbejde i en organisation om nogle år. Det kunne f.eks. være nødhjælp. Jeg har et meget stort hjerte for Afrika. Bl.a. fordi, jeg har været i Etiopien og arbejdet med gadebørn og socialt udsatte. Jeg håber, at jeg kan finde en praktikplads, hvor jeg senere kan blive ansat, siger hun.

- Jeg blev bare så glad, da jeg læste om uddannelsen. Mine drømme er så flyvske, og den her uddannelse samler det hele. Jeg er glad, når jeg er på vej til skole. Også om mandagen!