Bookmark and Share

VIA University College udbyder uddannelsen professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik, som foregår på Diakonhøjskolen i Aarhus. De første studerende starter til august i år.

Ny VIA-uddannelse ruster til at arbejde med udsatte 
 

Sindslidende, hjemløse og misbrugere er målgrupperne for en helt ny uddannelse, der fra august udbydes i Aarhus som det eneste sted i landet

 

Af journalist Kiri Kesby, kike@viauc.dk  - 31-01-2012 

VIA University College er som den eneste danske uddannelsesinstitution blevet godkendt af Uddannelsesministeriet til at udbyde en ny uddannelse til professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik. Uddannelsen kvalificerer de studerende til at arbejde pædagogisk med f.eks. misbrugere, hjemløse, sindslidende og mennesker med nedsat funktionsevne. Jobmæssigt retter uddannelsen i diakoni og socialpædagogik sig især mod udviklings-, lærings- og omsorgsarbejde i såvel frivillige som offentlige og private organisationer.  

Uddannelsen til professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik foregår på Diakonhøjskolen i Aarhus, som også har udviklet indholdet i uddannelsen. De første studerende starter til august i år. Den nye uddannelse varer 3½ år inklusive et år og tre måneders praktik, så teorien løbende prøves af i praksis. 

 

Det hele menneske

”Uddannelsen til professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik kan sammenlignes med den kendte pædagoguddannelse. Forskellen er, at den nye uddannelse har fokus på omsorgsarbejde i forhold til udsatte grupper. Inden for feltet får de studerende kompetencer til at arbejde med ’det hele menneske’ bl.a. med afsæt i livets store spørgsmål om liv og død, filosofi og religion,” forklarer forstander Jens Maibom Pedersen fra Diakonhøjskolen i Aarhus.

Han tilføjer, at de største fag på uddannelsen er socialpædagogik, etik & menneskesyn samt samfundsfag.

 

Et vigtigt indsatsområde

Uddannelsesminister Morten Østergaard fremhæver, at det er vigtigt, at de videregående uddannelser følger med tiden og udviklingen, og at der udvikles nye uddannelser, der opfylder nye behov i samfundet og på arbejdsmarkedet.

”Professionsuddannelsen i diakoni og socialpædagogik hjælper til at løfte indsatsen inden for socialt pædagogisk arbejde med f.eks. misbrugere, hjemløse og sindslidende, og det et vigtigt indsatsområde,” siger Morten Østergaard.

Også forstander Jens Maibom Pedersen fra Diakonhøjskolen i Aarhus fremhæver det socialpædagogiske område som vigtigt at prioritere.

Han tilføjer, at de studerende på uddannelsen til professionsbachelor i diakoni og socialpædagogik foruden kompetencer til at arbejde med udsatte grupper også bliver kvalificerede til at arbejde med børn og unge inden for normalområdet.

VIA University College’s uddannelse til professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation udbydes også på Diakonhøjskolen i Aarhus. Denne uddannelse kaldes i daglig tale 3K.
 

 

 

 

 

Yderligere oplysninger om den nye, kommende professionsuddannelse i diakoni og socialpædagogik fås ved henvendelse til forstander Jens Maibom Pedersen, Diakonhøjskolen i Aarhus. Tlf. 86 27 41 22 eller 60 65 18 72. E-mail: jmp@diakonhojskolen.dk

Se også Diakonhøjskolens hjemmeside