Efter en lang flyvetur ankom vi til Filippinerne. Vi er to studerende fra samme skole, som skal arbejde i samme daginstitution under vores praktik. Vi ankom sammen halvanden uge før, vi skulle starte, for lige at vænne os til landet, komme over jetlaget og slappe lidt af.
Vi har fundet en lejlighed med to værelser, stue, køkken, wc/bad, internet og et vaskerum. Desuden er der fælles tagterrasse, spillerum med pool og dart, lille kiosk i receptionen og vaskeservice, hvis vi ikke vil vaske i hånden. Det er en dejlig lejlighed, og vi har det, vi skal bruge.
Vi har haft nogle rugbrødsblandinger med hjemmefra, så vi kan bage rugbrød, da vi forudså, at vi ville komme til at savne det meget! Brødet hernede er meget lyst og sødt, så vi er rigtig glade for vores rugbrød, som giver lidt mere energi til dagen.
Børnepasning og mad til fattige
Inden vi startede rigtigt i praktikken, havde vi to dage på stedet, hvor vi lige så institutionen an og snakkede med lederen. Vi er i praktik på Sister Anne’s daycare og har både med childminding og feeding at gøre.
Childminding indebærer at være en del af hverdagen i en filippinsk daginstitution, passe børnene og sørge for aktiviteter i løbet af dagen. På feeding er vi ude i slummen med store gryder, hvor vi deler mad ud til de fattige en gang om dagen. Nogle gange tager vi f.eks. nogle balloner med og leger lidt med børnene. Vi er i alt seks studerende på stedet og er delt op i teams af to og to.
Studerende støtter hinanden
Den første uge brugte vi på at lære børnene at kende, ligesom de skulle lære os at kende og blive trygge ved os.
Der er ikke meget vejledning eller rådgivning at hente hos de voksne, så vi studerende har aftalt at holde ’personalemøde’ hver anden uge. Møderne bliver brugt på at dele oplevelser, erfaringer og frustrationer samt aftale større fællesture med børnene. Hver anden onsdag har vi fællesdag, hvor vi enten er i huset og f.eks. laver en temadag, eller også tager vi på udflugter med børnene. Indtil videre har vi gennemført en maddag, hvor vi lavede spaghetti og kødsovs, og en aktivitetsdag, hvor vi lavede en stor forhindringsbane med nogle forskellige sjove forhindringer, man skulle igennem.
Vi nyder arbejdet med børnene, og trods sprogbarrieren får vi mange sjove og gode øjeblikke ud af arbejdet og aktiviteterne med børnene.
Positive og hjælpsomme mennesker
Filippinerne er et rigtig dejligt land med mange ting at byde på. Folk er rigtig søde og venlige og vil hele tiden gerne hjælpe. Nogle gange håber de dog på at få lidt penge ud af det, og hvis de lige kan snyde sig til lidt mere, så kan de godt finde på det.
Kløften mellem rig og fattig er stor, hvilket kan ses i de mange kontraster, man ser rundt omkring i byen. Mange lever på gaden, kirkegårde, lossepladser, og hvor de ellers lige kan finde plads. Husene er lavet af blik, træ, skrald, og hvad de ellers finder, som kan bruges, og husene ligger rigtig tæt.
For et par uger siden gik der ild i et hus, og fordi husene ligger tæt op ad hinanden, endte det med, at 225 huse brændte, og rigtig mange mennesker mistede deres bolig. Heldigvis er filippinerne rigtig søde til at hjælpe hinanden og ser positivt på alt, så der var ikke triste ansigter at se efter branden. De berørte flyttede ind i nogle telte, som regeringen havde doneret, og har nu lavet deres egen lille teltlandsby, hvor de har fået nogle boder op og fortsætter livet uden brok.
Filippinerne vil hellere end gerne vise deres hjem og familier frem og er stolte af de ting, de har. De byder glædeligt en med i kirke eller på besøg i deres hjem.
Vi er rigtig glade for praktikstedet og i det hele taget vores ophold her på Filippinerne. Vi nyder hvert øjeblik og har allerede fået en masse brugbart ud af det. Vi ser frem til, hvad den kommende tid hernede bringer.