Uddannelserne til sygeplejerske, lærer og pædagog udgør de store uddannelsesområder i professionshøjskolerne. De er kendetegnede ved at være solidt forbundet til den profession, de uddanner til, og forskningsforankrede delvist gennem professionshøjskolernes egen forskning.
Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, citerer den 20. april 2011 fra Liberal Alliances udspil til en forskningspolitik, at professionshøjskolerne skal lægges sammen med universiteterne for at ”skabe mere respekt om de uddannelser”.
Respekten vil vi gerne ha’, om end det slet ikke står så ringe til med den endda, men en sammenlægning med universitetet i den forstand, at vi skal blive som dem for at få prestige og respekt? Nej tak!
Vi kan nemlig noget, universiteterne ikke kan, og det er at etablere den vigtige og helt nødvendige forbindelse til professionerne. Vi har en naturlig interesse i professionerne og vil gerne udvikle vore uddannelser i samarbejde med dem. Gensidig kvalificering er nøgleordet. Dette kræver imidlertid, at professionshøjskolerne får den længe ventede forskningsret og muligheden for at udbyde masteruddannelser.
Vi mangler ikke videnskabelige undersøgelser, der kortlægger de udfordringer, de tre store velfærdsuddannelser står overfor; universiteterne har i flere år arbejdet på at tilvejebringe denne viden. Problemet ligger i at få denne viden omsat til praksis. En af udfordringerne er, at hvor universiteterne er optaget af at fremskaffe nyttig og væsentlig viden om, hvad der er udfordringerne, og hvad der bør forbedres, så fokuseres der ikke ret meget på, hvordan den indvundne viden kan omsættes i praksis. Dette er netop professionshøjskolernes styrke. Ved igangsættelse af samarbejder, herunder forskning og udvikling, er implementeringen tænkt med fra starten.
På professionshøjskolerne er en ansættelse forbundet med virksomhed inden for professionsundervisning, efteruddannelse, og forsknings- og udviklingsopgaver. Det betyder, at dialogen med praksis tager afsæt i en fælles diskurs om professionen og genstanden for samarbejdet. Det fremmer kommunikationen, samtidig med at det kvalificerer begrebsudviklingen mellem uddannelse og profession. Det er netop her, vi skal finde en af løsningerne omkring mere effektiv opgaveløsning i velfærdssamfundet.
Ønsket om at kunne udbyde professionsmastere og opnå forskningsret er stærkt på professions-højskolerne, men vi vil ikke være som de traditionelle universiteter. Professionshøjskolerne bør have universitetslignende vilkår, så vi får mulighed for at kvalificere det, vi er gode til, nemlig at forbinde forskning i professioner, professionspraksis og professionsuddannelser.