Bookmark and Share

Linda Bennetzen havde sine medstuderende som tilskuere, da hun smilende modtog førstepræmien, som var en check på 5.000 kroner, en buket blomster og en lille sygeplejerske i glas

Studerende vinder 5.000 kroner i e-læringskonkurrence 
 

En sygeplejerskestuderende ved VIA i Aarhus deltog i en konkurrence på en sundhedsfaglig hjemmeside og vandt førstepræmien for sit bud på en vejledning i mundpleje

Af Lonnie Kristensen, praktikant, lonk@viauc.dk  - 17-02-2012 

Linda Bennetzen, der går på 8. modul på Sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus, deltog i efteråret i en konkurrence på den danske hjemmeside Zanicura.com. Konkurrencen gik ud på at lave en vejledning på internettet, et såkaldt e-læringskursus, inden for mundpleje og pleje af proteser i munden. Vejledningen skulle henvende sig til en elev i praktik, som aldrig før havde lært om speciel mundpleje.


Den største udfordring

Linda Bennetzen læste sine bøger om sygepleje igennem en ekstra gang, inden hun formulerede punkt for punkt, hvordan man udfører korrekt mundpleje. Hun tog også billeder af de ting, der skal bruges ved pleje af munden og lavede spørgsmål, man kan bruge til at teste, om man har forstået vejledningen. 

Linda Bennetzen synes, det er sjovt at lære fra sig, og at det er spændende at prøve sine pædagogiske færdigheder af. Det var dog ikke det hele, der var lige let: 

”De skabeloner, jeg skulle lave vejledningen i, ligger i et særligt system på Zanicuras hjemmeside. En af de største udfordringer i den her konkurrence var faktisk at lære at bruge de skabeloner”.

Førstepræmien går til..

Lisa Berrig, der er stifter af Zanicura, overrakte førstepræmien i konkurrencen til Linda Bennetzen på VIA Campus Aarhus N den 10. februar. Her gav Lisa Berrig begrundelsen for, at netop Linda Bennetzens e-læringsprodukt vandt: 

”Personen, som har vundet denne konkurrence, har sat sig ind i den teoretiske viden. E-læringen tager udgangspunkt i en lærebog og et elektronisk dokument, som baserer sig på nogle ret tunge referencer. Vedkommende tager fint den nye i afdelingen i hånden gennem e-læringsdokumentet, så der er optimale muligheder for, at eleven kan lære mundpleje. I E-læringskurset er der således gode pædagogiske overvejelser”. 

Linda Bennetzen havde sine medstuderende som tilskuere, da hun smilende modtog førstepræmien, som var en check på 5.000 kroner, en buket blomster og en lille sygeplejerske i glas. 

Og pengene er allerede så godt som brugt: 

”Jeg skal på en tredages salsatur til Østrig her i foråret, og det koster lige femtusinde, så det skal pengene bruges til,” sagde en glad Linda Bennetzen efter prisoverrækkelsen.

 

Se Linda Bennetzens præmievindende e-læringsvejledning ved at klikke her