Det er en yderst relevant debat om fremtiden for de videregående professionsrettede uddannelser, formanden for Konstruktørforeningen, Gert Johansen, har sat i gang med sit indlæg i Jyllands-Posten nytårsaftensdag og sin opfølgning den 17. januar. Som en del af debatten forsøger erhvervsakademier-ne med et indlæg den 11. januar endnu en gang at problematisere, at de skal afgive deres professions-bacheloruddannelser til professionshøjskolerne senest i 2015 og prøver at gøre det til et spørgsmål om deres fremtidige eksistens. Det er en sandhed med modifikationer.
Professionsbacheloruddannelserne er ikke erhvervsakademiernes. Udviklingen af dem er et fælles projekt for professionshøjskoler og akademier, men det er professionshøjskolerne, der har ansvaret. Erhvervsakademierne er heller ikke tvunget til at afgive deres professionsbacheloruddannelser.
Fusionerer de med professionshøjskolerne, kan de bevare udbuddet og dermed den uddannelsesmæs-sige sammenhæng.
Den reelle kerne i sagen er erhvervsakademiernes modstand mod at fusionere med andre institutioner. Et synspunkt, der står i modsætning til den øvrige uddannelsessektor. Handelsskoler og tekniske skoler fusionerer jævnligt til erhvervsskoler. Vi har set en række fusioner på universitetsniveau. Pro-fessionshøjskolerne er opstået ved at samle en række institutioner på få, men store, enheder.
Fusionerne sker ikke, fordi vækst er noget mål i sig selv. Men i takt med, at flere og flere skal have en uddannelse, vokser kravene til undervisning, efteruddannelse af lærerne, udviklingsarbejde, forskning, dialog med omverdenen og til en lang række andre opgaver. Det kræver en vis volumen at kunne løfte disse opgaver forsvarligt.
Jeg er ikke i tvivl om erhvervsakademiernes uddannelsesmæssige potentiale. Men jeg er uforstående over for, at det enkelte erhvervsakademi ikke ser mere kritisk på, om dette potentiale udnyttes bedst i samarbejde med andre eller ved at stå alene. Og jeg har navnlig svært ved at se den brede, samfunds-mæssige fordel i erhvervsakademiernes ønske om fortsat fuld selvstændighed.
Men debatten er fastlåst og dermed ufrugtbar for alle parter. Derfor vil jeg foreslå, at de tre erhvervs-akademier i Region Midt og VIA prøver at finde en konstruktiv løsning i stedet og begynder at arbejde tættere sammen om at styrke netop uddannelserne. F.eks. er der en lang række opgaver, vi i dag vare-tager hver for sig, men som det vil være mere rationelt at løse i fællesskab og dermed frigøre flere res-sourcer til vores kerneydelse.
Et administrativt fællesskab, som bliver brugt mange andre steder i den offentlige sektor, vil være et oplagt sted at starte. Samarbejde omkring rekruttering og markedsføring vil også være en mulighed. Eller fælles udvikling og videreuddannelse af lærerkorpset. Bygningsfællesskab, hvor det er relevant. Mulighederne ligger lige for, og et tættere samarbejde kunne måske ligefrem skabe en model, der kan bruges på landsplan.
Har VIA kompetencer til at deltage i et sådant samarbejde? Erhvervsakademierne ynder jo at tegne et billede af professionshøjskolerne som uddannelsesinstitutioner udelukkende rettet mod den offentlige sektor.
Efter min mening er denne skelnen mellem det offentlige og det private kunstig i en tid, hvor grænserne mellem de forskellige uddannelser flyder mere og mere sammen. Men opgjort på denne måde har VIA 15 uddannelser, akademierne vil betegne som rettet mod den offentlige sektor og 22 rettet mod det private arbejdsmarked.
Vi har flere ingeniøruddannelser, på dansk og engelsk, og vi er blandt de ledende inden for jordenergi-forskning. I Herning ligger vores TEKO-uddannelser, der er anerkendt netop blandt erhvervsakademi-erne for sit tætte og mangeårige udviklingssamarbejde med mode- og livsstilsbranchen. I Viborg ligger The Animation Workshop, som er internationalt førende inden for animation. Vi uddanner bygnings-konstruktører i Horsens, Aarhus og Holstebro, og vi har en række merkantile uddannelser.
Spørgsmålet er derfor udelukkende, om erhvervsakademiernes bestyrelser vil gribe mulighederne og tage fat i en anden dagsorden.