VIA University College
Gør tanke til handling
VIA University College

Nyheder fra VIA

Mette T. Burnett (2.tv) fra Læreruddannelsen i Aarhus er den glade vinder af en iPad2 i VIAs seneste Facebook-konkurrence. Hun modtog prisen sammen med sin mand Matthew D. Burnett (1.tv). Derudover vandt Anja Funch (1.th) fra Ergoterapeutuddannelsen i Aarhus en iPod Touch for sin andenplads, som hun modtog sammen med sin kæreste Peter Brask (2.th).  

VIA er værd at stå op til 

Bookmark and Share

En lærerstuderende fra Aarhus løb med sejren for bedste video om sit studiemiljø, da VIA kårede vinderen i den seneste Facebook-konkurrence, mens en ergoterapeutstuderende fra Aarhus sikrede sig andenpladsen

Af kommunikationsrådgiver Niels Søndergaard, nis@viauc.dk - 25-12-2011 

”Videoen har en super fed og original historie, som fortæller, hvad et godt studiemiljø er. Den henvender sig til både danske og internationale studerende, da der ikke er tale med, og så har den flotte billeder og er godt filmet. Samtidig får den vist flere dele af studiemiljøet. Og så er den bærende idé, at hun er glad for at vågne op og tænke på, hvor hun skal hen. VIA er værd at stå op til!”

Sådan lød begrundelsen fra juryen, da vinderen i VIAs Facebook-konkurrence fik overrakt en iPad2 som det synlige bevis på, at hun havde vundet.

Den glade vinder er Mette T. Burnett, der er lærerstuderende fra Aarhus. Hun deltog i konkurrencen, hvor hun på maksimum et minut skulle vise sit studiemiljø via video.

På spørgsmålet om, hvordan hun kom på idéen til videoen, svarede Mette T. Burnett:

”Jeg lå i min seng og skulle til at op. Jeg tænkte, at det værste er at stå op om morgenen, og derfor fik jeg idéen til, at filmen begynder med, at jeg ligger i sengen, og vækkeuret ringer.”

Filmen viser, at hun med et smil på læben står op og gør sig klar til studiet, mens der indimellem klippes til forskellige studiemiljøsituationer, og så slutter filmen med, at der står ’VIA University College – et studiemiljø der er værd at stå op til!’.

Fik hjælp fra sin mand

Men inden hun kunne vinde konkurrencen, løb hun ind i nogle problemer. Først ville Mac’en ikke uploade videoen, og dernæst var den 1,01 minut. Det hele lykkedes dog til sidst, og nu er hun den glade vinder af en iPad2.

Hendes mand, Matthew D. Burnett, har stået bag det tekniske, da han har filmet og redigeret filmen, og det ligger ham ikke fjernt, for han studerer på Medieskolerne i Viborg på film- og tv-uddannelsen.

Gør det umulige muligt

Mens der hos vinderen var fokus på et studiemiljø, der er værd at stå op til, så handlede det hos nr. 2, Anja Funch, i konkurrencen om at gøre det umulige muligt, som er sloganet for ergoterapeutuddannelsen i VIA. Og netop det kommer meget godt til udtryk i videoen og ikke mindst, hvor hun svæver og drejer rundt oppe i luften. Hun forklarer:

”Jeg ville gerne lave en video om ergoterapi og de hjælpemidler, vi bruger. Og så ville jeg gerne vise vores nye campus frem og lave en video, man bliver glad af at se på med sjove effekter og overraskelser.”

Mange har bemærket videoen

Også her er det den mandlige del i forholdet, der har stået på den anden side af kameraet, da hendes kæreste Peter Brask har filmet og redigeret. Og videoen er allerede blevet bemærket fra flere sider:

”Jeg har fået mange kommentarer - både fra min praktikvejleder, min underviser, fra andre studerende og en ledende terapeut,” slutter Anja Funch, der mangler et år af sit studie på Ergoterapeutuddannelsen i Aarhus.

Hun vinder en iPod Touch for sin video, som heller ikke er gået ubemærket hen for juryens vedkommende. De begrunder hendes andenplads med:

”Hun får andenpladsen på grund af hendes teknisk set flotte og gennemførte stil i både klipning, billede og lyd. Hun får vist, hvad hendes studie handler om og viser campus og studiemiljøet der. Og med fin humor undervejs. Hun får sat noget kød og blod på VIA og har en fin detalje til sidst med finger-logoet af VIA.”

Det har taget både første- og andenpladsen mellem 15 og 20 timer hver at lave deres respektive videoer.

Juryen

Juryen bestod af følgende fra VIA: Peter Friese, prorektor, Lars Kjær Dideriksen, journalist og Christian Nielsen Gjesthede, næstformand for De Studerendes Råd.

Fakta om konkurrencen

Der blev indsendt 12 videoer til konkurrencen, hvor de studerende på max. et minut skulle vise deres studiemiljø. Konkurrencen løb i fire uger fra d. 21. november til og med d. 19. december.

Foruden de to hovedpræmier var der fire ugevindere, som hver vandt et gavekort på 500 kr. til Adidas. Ugevinderen var den, der fik flest stemmer i løbet af den uge, hvor videoen blev uploadet. Derudover blev der hver uge trukket lod om to biografbilletter blandt dem, der havde stemt på en af videoerne.

På baggrund af alle de flotte videoer i konkurrencen har VIA valgt at bruge dem i markedsføringsøjemed. De kan således ses på Uddannelse Uden Grænser-messerne i Aarhus d. 18-19. januar samt i Herning d. 1.-2. februar, hvor VIA har en stand.

Se vinder-videoen her

Se andenpladsen i konkurrencen her 

Se alle videoerne fra konkurrencen her
  
Du kan finde VIAs officielle Facebook-side på www.viauc.dk/facebook