Bookmark and Share

Bygningskonstruktørstuderende Morten Hauge Andersen har fået job – et halvt år før han er færdiguddannet

Bygningskonstruktørstuderende fik job i forlængelse af praktik 
 

Et vellykket praktikophold har sikret Morten Hauge Andersen, bygningskonstruktørstuderende på VIA Campus Horsens, et job hos Ravn Arkitektur i Vejle. Morten var i praktik på sit sjette semester i efteråret 2011 og skal i foråret 2012 afslutte sin uddannelse, før han starter på sit nye job i sommeren 2012.

Søren Munch Terkelsen, somt@viauc.dk  - 27-01-2012 

Et vellykket praktikophold har sikret Morten Hauge Andersen, bygningskonstruktørstuderende på VIA Campus Horsens, et job hos Ravn Arkitektur i Vejle. Morten var i praktik på sit sjette semester i efteråret 2011 og skal i foråret 2012 afslutte sin uddannelse, før han starter på sit nye job i sommeren 2012.

Etablerede selv kontakt til praktikvirksomheden

Forud for sit praktikophold havde Morten opstillet en række kriterier for den type virksomhed, han håbede at komme i praktik hos: ”Et af kriterierne var, at virksomheden skulle arbejde med Revit Architecture, som vi har lært at arbejde med på VIA. Og så var jeg interesseret i at komme til en virksomhed, hvor jeg kunne stå inde for det de lavede, og de måtte samtidig gerne arbejde med mange forskellige innovative projekter, som jeg kunne forholde mig arbejdsmæssigt til” fortæller Morten, der selv ringede virksomhederne op og på den måde fik kontakten til Ravn Arkitektur: ”De bad mig om at sende mit cv, tegninger og eksempler på ting jeg havde arbejdet med. Efterfølgende inviterede de mig til et møde, hvor vi bl.a. snakkede om læringsmål og hvad jeg kunne lide at arbejde med. Allerede på mødet blev vi enige om en praktikaftale”.

Et bredt spekter af arbejdsopgaver

Som Morten havde håbet, fik han i praktikperioden anledning til at teste sine kompetencer på forskellige projekter: ”Jeg var tilknyttet mange projekter i en større eller mindre grad. Det var bl.a. et nybyggeri af et sommerhus og en meget stor villa i Fredericia, etableringen af en støjvold ved Vejle og projekteringen af et almennyttigt boligbyggeri med 120 boliger”.  På projekterne arbejdede Morten både sammen med arkitekter, ingeniører og entreprenører.

Blev modtaget med åbne arme og tog initiativ fra start

Den måde Morten blev modtaget på hos Ravn Arkitektur gav ham fra start en god fornemmelse af virksomheden. For ikke bare stod der skrivebord, computer og telefon klar til brug fra dag ét, Morten blev også behandlet ligestillet med de ansatte i virksomheden, Morten: ”Den flotte modtagelse gjorde det let for mig at blive integreret. Og jeg prøvede fra start både at vise initiativ og tage initiativ til at arbejde med de ting, som jeg selv havde lyst til. De gav mig hurtigt ansvar, og det var en stor tillidserklæring, som jeg gjorde alt for at leve op til”.

Teorien fik vist sit værd i praksis

Der vil altid være forskel på at arbejde med bygninger og byggerier i teorien og i praksis. Meget af den teori Morten havde med i bagagen, kunne han nu bruge direkte i det praktiske arbejde han udførte i sin praktik, Morten: ”Den erfaring jeg havde fået i mit arbejde som tømrer sammenholdt med min erfaring i at arbejde med Revit Architecture på VIA kunne jeg bruge fra den første dag hos Ravn Arkitektur. Men jeg fandt også ud af, at jeg egentlig var rigtig godt opdateret med lovstof i forhold til forskellige bygningskrav, og at jeg kunne bidrage med mange forskellige beregninger, fx i forhold til hvordan en lille ændring af en bygnings placering, har den konsekvens at bygningen får et markant andet lysindfald”.

Den økonomiske virkelighed gør, at der er meget stor fokus på omkostninger i alle faser af et byggeri. Og derfor oplevede Morten også, at der ’i den virkelige verden’ ikke altid er tid til at lave byggetegninger med en detaljeringsgrad, som han var vant til på VIA Campus Horsens, Morten: ”Der er selvfølgelig mange ting, som fungerer anderledes i praksis sammenlignet med, hvordan det foregår, når vi lærer teorien. Men selvom der er forskel, kan man sagtens bruge de teoretiske værktøjer vi lærer. Det handler bare om at tilpasse dem til den måde man nu engang arbejder på i virksomhederne”.

Fra praktik til fast job

De fleste studerende drømmer om, at der står et job parat til dem efter endt eksamen. Men det er de færreste studerende, der som Morten allerede har et job seks måneder før de er færdige med den sidste eksamen. Så hvad er det han er lykkedes med, Morten: ”Jeg gjorde i første omgang selv en indsats for at finde en praktikvirksomhed, som arbejdede med de ting jeg kan lide at arbejde med. Og det er altid lettest at lykkes, hvis man arbejder med noget, man selv synes er sjovt. Men hvis man skal gøre indtryk, kræver det selvfølgelig også hårdt arbejde, og jeg arbejdede mange timer og tog også arbejde med hjem engang imellem. På den måde fik jeg vist, at jeg kunne være med til at gøre en forskel og var hurtig til at sætte mig ind i tingene. Så allerede efter de første par måneder, antydede de egentlig, at de var interesseret i at tilknytte mig permanent. Og det var selvfølgelig et dejligt skulderklap at få.”

Ravn Arkitektur oplevede et meget stort engagement

Poul Henning Sørensen fra Ravn Arkitektur var fra den første samtale han havde med Morten, imponeret over det engagement Morten lagde for dagen: ”Før han skulle i praktik havde jeg en snak med Morten, og han var meget engageret. Han tilbød fx at undervise hele tegnestuen i Revit Architecture! Han var bestemt ikke ydmyg, og jeg var lidt spændt på om der var hold i det han sagde. Det var der i høj grad, viste det sig”.

Både bredden og dybden af den viden Morten havde med sig overraskede Poul Henning: ”Morten kom med en meget større viden, end vi forventede, og det handlede både om spændvidden og dybden af den viden han havde med sig. Han havde allerede fra start et fantastisk overblik over opgaverne. Og han imponerede mig bl.a. med sin viden om byggejura, der var på et helt andet, og meget højere niveau end hvad jeg kunne forestille mig”.

Mortens engagement og arbejdsiver var, sammen med hans faglige kompetencer, i Poul Hennings øjne med til at gøre ham til en decideret drømmemedarbejder: ”Flere gange måtte jeg nærmest sende ham hjem om aftenen, fordi han arbejdede så sent. Og en dag havde han fx taget en ingeniørrapport, vedr. et projekt vi arbejdede på, med hjem for at læse om aftenen – og han læste den grundigt, for han fandt fejl som vi ikke selv havde været opmærksomme på! Så jeg var hurtigt i praktikforløbet klar over, at vi ville tilbyde Morten arbejde, også selvom han her i foråret 2012 skal tilbage på skolebænken for at gøre sin uddannelse færdig. Men vi glæder os til at byde ham velkommen som fuldgyldig medarbejder til sommer.