Professionsforskning
’Professionsforskning i VIA defineres ved sit objekt, nemlig studier af professionernes praktiske og sociale virksomhed, ved deres vidensgrundlag og selvforståelse samt studier af professionernes sociologi, organisation og etik.
Professionel virksomhed og kundskab er genstand for en voksende interesse i disse år, bl.a. fordi professionsuddannelserne i Danmark søger at opbygge en forskningsplatform som grundlag for deres virksomhed. Enhed for Professionsforskning skal bl.a. understøtte denne virksomhed ved at studere betingelserne for udøvelse af professionelt arbejde herunder fremme udviklingen af professionsuddannelser der er i stand til at håndtere stigende og komplekse krav til det professionelle arbejde og den enkelte udøver. Professionsforskningen defineres således som en tværprofessionel disciplin der trækker på en række videnskaber som psykologi, sociologi, politologi, organisationsteori, idéhistorie mv.
Enhed for Professionsforskning (EP) bidrager til forskningsbasering af VIAs uddannelser, herunder beskrivelse af et teoretisk grundlag for udvikling af professionsforskning. Professionsuddannelserne i VIA gøres ikke alene forskningsbaserede, men reelt til uddannelser, der udvikles i en proces, hvor forskning er et naturligt grundlag for og element i uddannelsernes tilrettelæggelse, indhold og metodegrundlag.’