Socialrådgiveruddannelsen

Fra plejehjem til paragraffer

Marie Hipkin har altid haft lyst til at hjælpe andre mennesker. Første skridt var på et plejehjem. Nu læser hun til socialrådgiver, hvor hun kombinerer den lyst med sin interesse for jura, psykologi og samfundsvidenskab.

Marie Hipkin er 23 år og går på Socialrådgiveruddannelsen i Holstebro.

Jeg har lyst til at vide hvorfor mennesker fungerer som de gør, så jeg vil godt gå i dybden med det psykologiske. Jeg har lyst til at lære teorien om det og lære metoderne. Det er spændende at læse om, siger Marie.

Socialrådgiveruddannelsen er det helt rigtige for mig. Det kunne jeg mærke fra dag ét. Efter at have været i praktik har jeg fået bekræftet det endnu mere, tilføjer hun.

Udfordrende praktik

I løbet af uddannelsen har hun været i fire måneders praktik på Synergaia i Herning, der er et rehabiliteringscenteret for flygtninge og indvandrere, der har oplevet krig og tortur.

Der fik jeg flyttet nogle personlige grænser og lært nogle ting om mig selv, som jeg ikke kendte til før. Jeg blev udfordret hver dag og det har været hårdt, men sådan skal det bare være i praktik. Det er jo også det, der gør det spændende. Jeg oplevede undervejs hvordan den teori jeg havde læst fungerede i virkeligheden. Det var sjovt at tænke over og analysere, fortæller Marie.

Det hjælpsomme gen

Jeg har det der hjælpe-gen i mig. Jeg kan godt lide at lytte til folks problemer og prøve at hjælpe ved at løse dem på min egen måde, siger Marie.

Den tidligere HF-student prøvede dog lidt af hvert før hun fandt frem til Socialrådgiveruddannelsen. I løbet af to et halvt år var hun kontormedhjælper i Jydske Bank, ansat som tjener, ansat i en bagerforretning og hjælper på et plejehjem.

På plejehjemmet gjaldt det omsorg og pleje af de ældre og i banken var det kontorarbejde. De to ting kan jeg godt lide, og det kan jeg kombinere som socialrådgiver, fortæller Marie.

Den rette kombination af fag

Marie synes, at Socialrådgiveruddannelsens kombination af jura, psykologi, sociale fag og samfundsvidenskab passer lige til hende. Hun havde også en anden grund til at vælge uddannelsen.

Dens mange muligheder tiltalte mig. Jeg kan videreuddanne mig til mere bagefter, hvis jeg vil. Jeg kan læse til kandidat, underviser eller for eksempel psykoterapeut, hvilket nok er det, der tiltaler mig mest, siger Marie.

Når hun er færdig med sin uddannelse vil hun helst arbejde med børn og unge mennesker. Det gør hun allerede lidt.

Jeg er kontaktperson for unge mennesker. Jeg er ’rollemodel’ for en 15-årig pige, der har brug for noget støtte. Så jeg snakker med hende og vi er sammen socialt. Det er spændende, siger Marie.

Marie er dog også tiltrukket af tanken om at arbejde i Forsvaret.
Der kan man arbejde meget med lovgivning og den slags, og kan også blive udsendt til for eksempel Afghanistan. Jeg er nok et meget nysgerrigt menneske, der er åben for det hele og også gerne vil prøve det hele, siger hun.

Marie hipkin, Socialrådgiveruddannelsen