VIA University College Sygeplejerske i Silkeborg
 

Sundhedsplejersken og samtalen

Lise Schønau brænder for arbejdet med børn og for at guide dem hen til en sundere livsstil.

 

”Mit væsentligste redskab er samtalen. Der opstår en slags tidslomme ved samtalen. Børn og voksne får en chance for at sidde over for et menneske, der har 100 procent opmærksomhed på dem ,” siger Lise Schønau.

Hun er sundhedsplejerske i Silkeborg Kommune, og hun sætter stor pris på arbejdet med børn og jobbets mange facetter.

”Vi møder mange forskellige mennesker. Man tuner sig ind på de forskellige familier. Nogle steder sidder man og taler helt afdæmpet, og andre steder kan det ske at jeg bander som en havnearbejder. Det er vigtigt for en sundhedsplejerske at have en god tilpasningsevne,” siger Lise.

I hegnet eller ej

Kernen i jobbet er at præge børn, unge og familier i en positiv og sund retning. Selvfølgelig skal der også udføres vejninger, synstest og lignende, men samtaler er afgørende.

”I forhold til skolebørnene handler det om at hjælpe dem med at blive bevidste om deres egen sundhed og den rolle og det ansvar, de selv har. Hvis de nævner problemer, tager vi fat i det i forhold til deres alder og situation. I de ældste klasser kan det handle om alkohol, sex og så videre. Det kan være vigtigt at vise et alternativ. Selv om der bliver spist usundt derhjemme, behøver de unge ikke gøre det, og de skal ikke drikke sig i hegnet, bare fordi de tror, at kammeraterne gør det”.

 

Umiddelbart mod på verden

Inden hun søgte ind som sundhedsplejerske, arbejdede hun på en børneafdeling, ved Røde Kors og som hjemmesygeplejerske.

”Man skal virkeligt ville det. Det er et år uden indtægt og på SU, og det kan være svært, når man har været vant til at få løn. Men det er det hele værd. Jeg brænder for at arbejde med børn, unge og børnefamilier. Børn er dybt fascinerende, fordi de har et umiddelbart mod på verden. Hvis jeg kan være med til at give et barn et bedre liv, så er det meget værd,” siger Lise.

En del af arbejdstiden er på Kjellerup Skole. På andre tidspunkter kører Lise rundt til eksempelvis nybagte forældre eller også arrangerer hun mødre- og fædregrupper i Silkeborg.

”Variationen i mit arbejde er spændende, men det kan også være hårdt. Det kan for eksempel være svært at gå direkte fra en samtale med en skoleelev med svære problemer til en samtale med en familie, der er lykkelige og overvældede over netop at have fået deres første barn ” siger sundhedsplejersken.

VIA University College | Sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg | Nattergalevej 1 | 8600 Silkeborg | Telefon: 8755 2100 | Fax: 8755 2101 | Email: sis@viauc.dk